Grundfos styrker indsats over for internationale medarbejdere
Pumpegiganten Grundfos er netop trådt ind i den rådgivende bestyrelse for den midtjyske organisation International Community, der har base i Århus.
- I Grundfos har vi allerede et stort fokus på, hvordan vi kan give vores internationale medarbejdere en god start på deres nye liv i Danmark. Derfor er det et naturligt skridt for os at træde ind i International Community og arbejde for at styrke betingelserne for internationale medarbejdere i hele den midtjyske region, siger group mobility manager i Grundfos, Lone Skriver Pedersen.
Vil styrke midtjysk samarbejde
I det såkaldte advisory board for International Community, der arbejder med at modtage, fastholde og tiltrække international arbejdskraft, forventer Grundfos at styrke samarbejdet omkring internationale medarbejdere på tværs af virksomheder i hele Midtjylland.
- Når udlændinge kommer til Danmark, skeler de ikke til kommunegrænser. Derfor giver det ikke mening, at hver lille del af landet sætter skibe i søen. I stedet skal vi i højere grad samle indsatsen, så en international medarbejder for eksempel kan bosætte sig i Århus og arbejde i Bjerringbro, siger Lone Skriver Pedersen.
Bedre jobmuligheder for ægtefæller
Ifølge Grundfos handler det for eksempel om at styrke mulighederne for transport og sociale netværk i regionen. Samtidig er et vigtigt indsatsområde en mere lige vej til arbejdsmarkedet for medarbejdernes ægtefæller.
- Det har stor betydning for fastholdelse af internationale medarbejdere, at ægtefællen også bliver integreret og får job i Danmark. International Community har allerede gjort et stort arbejde på området, og vi ønsker at bygge videre på den indsats og styrke mulighederne for eksempelvis praktikophold, siger Lone Skriver Pedersen.
Åbner for bredt samarbejde
I International Community er man begejstret for det nye medlem af organisationens advisory board og ser frem til et styrket internationalt samarbejde på tværs af Midtjylland.
- Vi er glade for, at Grundfos træder ind i vores advisory board, og det bekræfter os i, at International Community har værdi for virksomhederne. Samtidig er Grundfos en markant global spiller, der har en stærk lokal forankring. Dermed kan vi trække på virksomhedens store erfaring og skabe et endnu bredere samarbejde til fordel for regionens internationale medarbejdere, siger direktør Bente Steffensen fra Erhverv Århus, der står bag International Community.
Foruden Grundfos og Erhverv Aarhus består advisory board i International Community af Vestas, Danisco, Arla, Bestseller, Aarhus Universitet og Århus Kommune.