23948sdkhjf

Dansk hydraulik-gigant runder 2 milliarder

Især vindmølleindustrien trak væksten hos HydraSpecma i 2018

HydraSpecma omsatte i 2018 for 2,005 mia. kr., og det betød en vækst på 11 pct. sammenlignet med året før.

- Det største bidrag til fremgangen kom fra vindmøllesegmentet, samt fra et ekstra højt aktivitetsniveau i segmenterne entreprenørmaskiner, lastvogne og busser samt bygge- og anlægsmaskiner, skriver HydraSpecma i sit årsregnskab.

Ebitda endte på 175 mio. kr. i 2018 mod 148 mio. kr. i 2017., mens overskuddet før skat i samme periode steg fra 67 mio. kr. til 102 mio. kr.

Udover væksten i omsætningen skyldes fremgangen på bundlinjen en række effektivitetsforbedringer som følge af gennemførte investeringer i både produktionsudstyr og organisationsudvikling – og investeringerne fortsætter i 2019.

Her færdiggør man blandt andet en ny fabrik på 7.300 kvadratmeter i Polen. De nye faciliteter skal muliggøre en fortsat høj vækst fra især svenske og finske kunder, som har flyttet deres produktion til Polen. Den nye fabrik i Polen skal desuden servicere nye kunder i Centraleuropa og Storbritannien. I Sverige investeres der i automatisering og udvidelse af kapaciteten til bearbejdning af hydraulikslanger og rør, og i Danmark er produktionskapaciteten for komplette enheder til vindmølleindustrien blevet udvidet.

Der mærkes også en øget efterspørgsel efter større integrerede hydrauliksystemer til markeder uden for Europa, og derfor igangsætter HydraSpecma produktion af komplette hydrauliksystemer i virksomhedens enheder i Kina.

I 2019 forventer HydraSpecma at fastholde omsætningen på 2,0 mia. kr., mens ebitda forventes at lande på 210-230 mio. kr.

- HydraSpecma forventer at bibeholde det høje aktivitetsniveau i det kommende år. Det forventes dog, at der vil ske en forskydning af den geografiske fordeling, da aktiviteten i Kina forventes at være stigende, blandt andet inden for vindmølleindustrien, mens der forventes en nogenlunde tilsvarende reduktion af efterspørgslen i Europa, skriver HydraSpecma.

HydraSpecma
mio. kr. 2018 2017
Nettoomsætning 2.005 1.805
Resultat af primær drift 117 88
Resultat før skat 102 67
Årets resultat 72 50
Balancesum 1.541 1.412
Egenkapital 470 440
Antal ansatte 1.219 1.147
Regnskabsåret blev afsluttet 31. december 2018

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078