Danske virksomheders skattebetaling sætter rekord
Danske virksomheders betaling af selskabsskat nåede i 2017 et rekordhøjt niveau på 71,9 mia. kr.
Det viser tal fra Danmarks Statistik.
Udviklingen hænger sammen med, at virksomhedernes overskud er steget fra året før.
- Det er naturligvis en rigtig positiv historie, der vidner om, at der er godt gang i hjulene i dansk økonomi, skriver cheføkonom Tore Stramer fra Nykredit i en kommentar.
- Stigningen skyldes således i høj grad, at virksomhedernes overskud før skat steg med hele 51,6 mia. kr. fra 2016 til 2017, skriver han.
I forhold til 2016 er betalingen steget med 11,7 mia. kr. Samlet betalte 81.296 danske virksomheder skat, hvilket svarer til 41 pct. af virksomhederne.
Det er 5 procentpoint flere end fem år tidligere og hænger sammen med, at flere tjener penge, og derfor skal svare skat.
Det var Novo Nordisk, Danske Bank og Legos ejer, Kirkbi, der i 2017 betalte mest selskabsskat. De betalte henholdsvis 7,7, 2,7 og 2,6 mia. kr.
/ritzau/