Ledte forgæves efter PLC-fagbog. Så tog han affære...
Hvad gør man, hvis der mangler en ordentlig lærebog om sit fagfelt? Man skriver den da selv! Det blev i hvert fald løsningen for Tom Mejer Antonsen, der har mere end 25 års erfaring fra arbejde med programmering og automationsløsninger for blandt andre Grundfos og Agco.
Bogen handler om Structured Text, der er et af de fem programmeringssprog, man bruger til automatisering i industrien, bedre kendt som PLC-styring.
- Brugere og kunder stiller større krav om at få data ud af maskinerne til for eksempel BIG data. Det er Structured Text super til og er derfor blevet meget anvendt gennem de seneste år. Men man har ikke rigtig undervist så meget i det, fordi det var nok at kunne et af de andre programmeringssprog, fortæller Tom Mejer Andersen, der er 49 år og underviser på uddannelsen til automationsteknolog på Erhvervsakademi Dania i Randers.
Tom Mejer Antonsen oplyser i en pressemeddelelse, at han gik på jagt efter undervisningsmateriale til de studerende, men kun kunne finde lidt om Structured Text i andre bøger, og det var for tyndt. Han besluttede sig for at gå i gang med at skrive en bog, der blev testet af på de studerende.
- Jeg spurgte konstant de studerende, om de forstod det, jeg skrev, om det gav mening, og om der var noget, som skulle forklares anderledes. Jeg endte med at skrive nogle afsnit om tre gange for at ramme niveauet. Og det gør jeg stadig. Man kan altid udgive en bog, men hvis ingen forstår den, giver det jo ikke mening, Siger Tom Mejer Antonsen.
600 bøger solgt
Det er Tom Mejer Antonsen selv, der står for udgivelsen af den 128 siders fagbog om PLC-styring, som kan købes på blandt andet Saxo.dk og Amazon.com.
- Den økonomiske risiko var lig med nul samtidig med, at jeg kan redigere bogen løbende, hvilket ind i mellem er nødvendigt, fordi det er teknisk kompliceret stof, siger han.
Der er indtil nu solgt over 600 bøger. En del bøger er solgt via researchgate.net, som primært bruges af undervisere på universiteterne og har over 15 millioner brugere.
- Undervisere mangler altid nyt materiale at undervise ud fra, og det kan man finde der. Så kan det godt være, at der i snit uddannes 120 automationsteknologer om året i Danmark, men hvis udenlandske universiteter bruger bogen, er det en helt anden sag. Der findes kun min bog på markedet, så chancen er der, vurderer Tom Antonsen.
Den 49-årige familiefar til tvillinger fra Vorup er nu forfatter til hele fire udgaver af bogen på dansk, engelsk og arabisk, og snart udkommer den også på spansk. Alle oversættelser er lavet af personer med forbindelse til automationsteknologer.
Erhvervsakademiet i Randers har ligeledes planer om undervisning i Structured Text, så efter planen kommer der et tre dages kursus i uge 24 i juni med Tom Antonsen ved roret.