De to store i dansk hærdeindustri går sammen
Hærderivirksomheden Bodycote har købt Haustrups Hærderi og etablerer nu Haustrup Bodycote. Som navnet antyder er der reelt tale om et partnerskab mellem dansk hærdeindustris to førende virksomheder - En stålsat alliance.
Bodycote er den danske afdeling af den engelske koncern med samme navn. Koncernen har en årsomsætning på 5 mia. kr. og har Lønmodtagernes Dyrtidsfond som en af sine betydende aktionærer.
Danske Bodycote har to afdelinger i Danmark og vil fortsat være repræsenteret i både Herlev og Århus. Det fynske hærderi har til huse i relativ nye bygninger, produktionsapparatet er moderne, og det vil være uproblematisk at udvide produktionsfaciliteterne.
Samlingen af de to virksomheders aktiviteter muliggør rationalisering og optimering af den fælles produktion og dermed konkurrencedygtige priser.
Center i Ejby
- Adressen i Ejby er det naturlige vestdanske kraftcenter i det nye Haustrup Bodycote, siger Tom Weidner, administrerende direktør i Bodycote.
- Adressen er noget nær optimal i forhold til betjeningen af hele det vestdanske marked og Nordtyskland. Her vil vi kunne udnytte den ledige produktionskapacitet, der allerede var i Haustrups Hærderi, og vi vil udbygge kapaciteten yderligere, fortsætter Tom Weidner.
- Det helt afgørende for os i det nye Haustrup Bodycote bliver, at sikre kunderne den bedste kvalitet og teknologi på markedet samt den bedste service. Med partnerskabet puljer vi de to virksomheders styrker. Bodycote har ressourcerne og det internationale netværk og dertil kommer Haustrups Hærderis særlige styrker. Vi er imponerede over den måde, de har taklet konkurrencen på. De har investeret klogt og fremsynet og har formået både at være teknologisk helt fremme og samtidig holde den håndværksmæssige kvalitet i hævd. Sammen bliver vi rigtig stærke.
Fremtiden sikret
Haustrups Hærderi er ejet af Preben Knudsen, der på grund af alder har ønsket af afhænde virksomheden. Samtidig har det været magtpåliggende for ham at sikre virksomhedens fremtid, og at det er lykkedes fremgår af den rolle Haustrups Hærderi har i det nye selskab. Preben Knudsen fortsætter som næstformand i bestyrelsen og forretningsudviklingsdirektør.
- Det er en fantastisk god løsning for os, siger Preben Knudsen.
- Og vi er stolte af den indsats, der er gjort af alle på Haustrups Hærderi. Det er den, der har skabt basis for et så perspektivrigt samarbejde med Bodycote. Vi fortsætter i Ejby, i princippet som om intet var hændt. Den største forskel bliver, at produktionen øges, og at vi får endnu bedre muligheder for at gennemføre forskning og udvikling på danske præmisser. Det er et fordel, der kan få stor betydning for dansk industri.
Ud over Tom Weidner og Preben Knudsen kommer ledelsen i Haustrup Bodycote til at bestå af Kent Abrahamsen, salg- og marketingdirektør samt Jan Mozart, økonomidirektør.
10. juni 2004
Tom Weidner, Adm. direktør
Preben Knudsen, næstformand i bestyrelsen og forretningsudviklingsdirektør
Haustrup Bodycote