23948sdkhjf

VSB Industri bryder gennem eksport-muren

Millionordre til Mississippi Power viser, at dansk produktion kan være konkurrencedygtig
VSB Industri- og Stålmontage i Assentoft og Randers skal levere en stor komponent til et røgrensningsanlæg til Mississippi Power i USA. Det store energiselskab har valgt at lægge millionordren hos den danske producent efter at have modtaget en liste over godkendte underleverandører fra en stor industrivirksomhed.

- Det er meget positivt, at en stor dansk industrikoncern på den måde indirekte er med til at anbefale en dansk underleverandør. Men når vi også hiver ordren i land, er det samtidig et bevis på, at dansk produktion er konkurrencedygtig på verdensplan. Vi har fra første kontakt haft en forbilledlig kommunikation med stor respekt for hinanden, og det hele er foregået over telefon og email, fortæller direktør og hovedaktionær i VSB Industri, Flemming Werk.

Del af ny grøn teknologi
VSB Industri skal levere alt fra beregninger og design til en færdig, overfladebehandlet komponent. Den bliver mere end ti meter lang og får en diameter på tæt ved fire meter. Anlægget skal kunne modstå både jordskælv og tornadoer og bliver en del af et nyt kraftværk i Kemper County.

Værket udnytter, ved hjælp af ny teknologi, naturgassen i brunkul, som findes i overflod lige under jordoverfladen i Mississippi. Dermed kan Mississippi Power producere en renere og billigere energi, end man kan i almindelige kulfyrede kraftværker.

Det er første gang, VSB Industri leverer direkte til en amerikansk virksomhed. I forvejen leverer VSB via danske kunder til slutbrugere i hele verden. Det er inden for vindmølleindustrien, procesindustrien, entreprenørområdet og offshore. Blandt andet har Siemens Wind Power i foråret placeret en trecifret millionordre hos VSB.

VSB vil eksportere mere
Større industrielle danske virksomheder har ofte VSB Industri med som underleverandør til procesteknologiske anlæg – blandt andet i Brasilien og Kina, men også til slutkunder som ConocoPhillips, der er USA’s største energiselskab og et af de største på verdensplan. Flemming Werk regner med, at opgaven for Mississippi Power blot er begyndelsen.

- Jeg tror på, at vi fremadrettet vil få flere ordrer fra udlandet, efterhånden som vores netværk udvides, og vi bliver anerkendt for vores kvalitet og leveringssikkerhed, siger Flemming Werk.

VSB Industri er ved at installere en af landets største svejserobotter, der yderligere vil effektivisere arbejdet, og der mandes til stadighed op. I dag er der over 200 medarbejdere i virksomheden, hvoraf cirka 80 er blevet ansat de sidste fire måneder. Da Flemming Werk overtog VSB i 2005 var der under 40 medarbejdere. Virksomheden har samtidig formået at skabe overskud hvert år i hele den investeringstunge periode.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094