Nu giver MHI Vestas overskud
Regnskabsåret 2018/2019 blev en milepæl for MHI Vestas. Efter flere år med store investeringer og opskalering af produktionen blev det nemlig året, hvor der kom sorte tal på bundlinjen.
Overskuddet før skat endte på 19,6 mio. euro (146,4 mio. kr.) mod et underskud på 97,0 mio. euro (724,4 mio. kr.) året før. Det kom på baggrund af en stigning i omsætningen på 38 pct.
- Som forventet steg omsætningen markant sammenlignet med sidste år på grund af høj aktivitet i Storbritannien, Tyskland, Belgien og Danmark, skriver MHI Vestas i sin årsrapport.
Mens det var de etablerede markeder i Nordeuropa, der trak slæbet i 2018/2019, brugte MHI Vestas en del ressourcer på at etablere sig på nye markeder. Det skete blandt andet med nye kontorer i Boston i USA, og Taipei i Taiwan.
Det er nemlig to markeder, som MHI Vestas specifikt har store forventninger til i de kommende år.
Alene i Taiwan forventes det, at der skal installeres 5,5 GW havmøllekapacitet frem mod 2025, og MHI Vestas er allerede blevet udpeget til foretrukket leverandør på 900 MW.
I USA er man ligeledes blevet udnævnt til foretrukken leverandør til landets første kommercielle projekt, det 800 MW store Vineyard Wind-projekt, der skal opføres ud for kysten i Massachusetts. Alene på den amerikanske østkyst forventes det, at der skal installeres 16 GW frem mod 2035.
Derudover kigger MHI Vestas også mod andre oversøiske markeder som for eksempel Japan og Vietnam, hvor interessen for offshore vind er stigende.
Også på hjemmebanen i Europa er der dog store vækstambitioner i de kommende år. Etablerede markeder som Danmark, Storbritannien, Holland, Belgien og Tyskland forventes at øge offshore-kapaciteten med 3-4 GW årligt de kommende år. Derudover ventes nye markeder som Frankrig og Polen og at puste yderligere til væksten.
mio. euro | 2018/19 | 2017/18 |
---|---|---|
Nettoomsætning | 1.299,5 | 942,2 |
Resultat af primær drift | 20,9 | -98,6 |
Resultat før skat | 19,6 | -97,0 |
Årets resultat | 53,0 | -98,3 |
Balancesum | 1.628,4 | 1.376,7 |
Egenkapital | 168,9 | 195,7 |
Antal ansatte | 2.704 | 2.193 |
Regnskabsåret blev afsluttet 31. marts 2019 |