Mangel på arbejdskraft koster ordrer hos metalvirksomheder
Der er travlt i industri- og smedebranchen, hvor flere medlemmer arbejdsgiverforeningen Tekniq Arbejdsgiverne hyrer end fyrer. Og virksomhederne kunne have ansat endnu flere medarbejdere og produceret flere ordrer, hvis arbejdskraften havde været til rådighed. 18 pct. af virksomhederne har således måttet sige nej til ordrer på grund af mangel på arbejdskraft.
Det viser tallene i en ny arbejdskraftundersøgelse blandt smede- og industrivirksomheder hos Tekniq Arbejdsgiverne. 33 pct. af virksomhederne har rekrutteret nye medarbejdere. 20 pct. har afskediget medarbejdere.
- Problemerne med at rekruttere de rette medarbejdere og de rette kompetencer er en betydelig udfordring for hver femte af industri- og smedevirksomhederne. Det er alvorligt. Vi kan se af medlemmernes svar, at det betyder mistede ordrer og dermed mistet omsætning for mange virksomheder. Vækstpotentialet forbliver uudnyttet på grund af mangel på arbejdskraft, siger Tina Voldby, underdirektør i Tekniq Arbejdsgiverne.
Mangler smede
Mangel på arbejdskraft har været aktuel i en længere periode i industrien. I foråret 2019 oplevede hver tredje virksomhed, at rekrutteringen er blevet sværere end tidligere. Kun 4 pct. mener, det er blevet nemmere at skaffe de rette medarbejdere.
I den gruppe af virksomheder, der har svaret, at de oplever en sværere rekruttering, mangler virksomhederne især smede. 52 pct. mangler klejnsmede, imens 22 pct. har brug for at rekruttere flere rustfaste smede. 20 pct. mangler industriteknikere.
Fastholdelse er afgørende
I industri- og smedevirksomhederne er der taget en række initiativer til at imødegå problemet med rekrutteringen. Ansættelse af ekstra lærlinge er den løsning, de fleste virksomheder vælger. Det peger 45 pct. på som en mulig løsning. 32 pct. vil ansætte vikarer, og 31 pct. peger på vigtigheden af at gøre en indsats for at fastholde de nuværende medarbejdere.
- Jeg glæder mig over at kunne se i undersøgelsen, hvor systematisk og iderigt der arbejdes med fastholdelse af medarbejderne ude i virksomhederne. Det er afgørende i en situation med mangel på kvalificeret arbejdskraft, at man ikke for ofte skal genbesætte job i produktionen og administrationen, siger Tina Voldby, og uddyber:
- Undersøgelsen viser klart, at gode kolleger, godt fællesskab, udfordrende arbejdsopgaver og gode karrieremuligheder er lige så vigtige indsatser som løn. Fastholdelse er i dag langt mere end timelønnen, og det har virksomhederne taget til sig og arbejdet med på mange områder. Den indsats i hverdagen tager toppen af lønpresset og udfordringen med rekrutteringen.
Udenlandsk arbejdskraft er også en løsning, virksomhederne har benyttet. 20 pct. ser det som et muligt redskab, når arbejdskraften mangler. Og 19 pct. har i arbejdskraftundersøgelsen oplyst, at de har ansat udenlandsk arbejdskraft i en rekruttering.