Støberi sætter blus under automatiseringen
Tre nye robotceller er allerede en del af produktion hos MAT Dania. Og robotterne sparer Aars-jernstøberiets medarbejdere for hårdt ensidigt og gentagende arbejde og sikrer samtidig en høj kvalitet.
I alt er der investeret 10 mio. kr. i automatisering i løbet af det seneste halvandet år.
De to først købte robotceller er specialudviklede til strålerenseprocessen. Det er en proces, der tidligere på de store serier er blevet udført på MAT Danias fabrik i Polen. Så nu sparer støberiet store transportomkostninger ved ikke at skulle fragte støbegodset fra Aars til Polen og tilbage igen.
Strålerens er processen, der sikrer, at der ikke sidder mere støbesand i godsets kerne. Aars-støberiet er specialister i kompliceret støbegods, der bliver brugt til blandt andet mobilhydraulik. Og i den videre bearbejdningsproces på maskinfabrikkerne er støbesandet gift for maskinernes præcise skærende værktøj.
- Robotcellen har kørt i snart et år, og den er prototypeudviklet, så robotcellen er unik for branchen. Der er ni bearbejdningsstationer i maskinens karrusel. En til hvert hul i støbegodset, og cellen er udviklet og bygget til to varianter og er fuldt belagt i tre skift, fortæller produktionsingeniør Dennis Mark Lundorf, MAT Dania.
- Vi har sparet 15 medarbejdere i Polen, og der bliver sparet en million om året i transport frem og tilbage.
Strålerensningen er meget krævende. Både for medarbejderne og for timeantallet. Derfor var en automatisering af processen højt prioriteret.
To strålerens-celler
Der står to robotceller med strålerens ved siden af hinanden. Den anden produktionscelle er udviklet med en anden prioritet. Her er fleksibiliteten i højsædet, og derfor er den uden karrusel.
I stedet er det en robotarm, der flytter støbegodset fra proces til proces. Det betyder også, at anlægget kan håndtere ti forskellige varianter i øjeblikket, og der kan føjes flere til ved hjælp af en enkel programmering.
- Cellen er ikke lige så hurtig, men den er meget mere fleksibel. Den er prototypeudviklet og er kørt ind på få uger, forklarer teknisk chef for støberiteknologi Per Lysdahl, MAT Dania, om den automatiserede proces, der har produceret i tre-fire måneder.
- Jeg har været på støberiet i 30 år, og de seneste halvandet år er der taget store automatiseringsfremskridt.
Kapning og afgratning
Den seneste og tredje investering er nu under indkøring. Da Jern & Maskinindustrien er på besøg på fabrikken, er de første emner afleveret til kunden, som nu skal acceptere dem.
Robotten laver kapning og afgratning af støbegods - altså fjerner de stålrester, der sidder tilbage på støbegodset fra støbeprocessen.
- Presseren er en standardkomponent. Alt andet er specialudviklet, fortæller Dennis Mark Lundorf om automationen, der samler processerne og betyder, at medarbejderne nu kun skal lave kvalitetskontrollen.
Kun starten
De tre robotceller er kun starten på støberiets automatiseringsrejse. Der er et stort potentiale, og der kan spares rigtig mange timer, fortæller Per Lysdal.
- Vi har rigtig mange manuelle processer. Vi har ofte haft automationsfolk ude, men når de skal komme med et tilbud, så løber det ud i sandet, uddyber han.
Automatisering af slibningen er den næste proces, som støberiet skal kigge på. Her er fokus på mindre investeringer i robotter, der kan føde og tage ting ud af maskinerne. Derefter vil man kigge på kernemageriet, hvor kernen, der skaber hydraulikgangene i støbegodset, bliver produceret.
- Vi prioriterer investeringer efter timebesparelser. Det er den ende, som vi griber i. Her er der meget at hente. Ikke mindst arbejdsmiljøet, siger Dennis Mark Lundorf.