23948sdkhjf

Dansk energigigant skal bygge New Jerseys første havvindmøllepark

En havvindmøllepark fra danske Ørsted skal forsyne en halv million husstande i New Jersey med grøn energi.

Det danske energiselskab Ørsted er blevet valgt som foretrukken tilbudsgiver til New Jerseys første havvindmøllepark.

Det skriver selskabet i en pressemeddelelse.

Martin Neubert, der er koncerndirektør og administrerende direktør for Ørsted Offshore, mener, at det er en særlig årsag til, at Ørsted har trukket sig sejrrigt ud af kapløbet med selskabets havvindmølleprojekt Ocean Wind.

- Siden Ørsted udviklede verdens første havvindmøllepark i 1991, har vi været frontløbere i branchen i forhold til at gøre havvind til en konkurrencedygtig grøn energikilde i stor skala.

- Vi ser frem til at opføre Ocean Wind, der bliver den første havvindmøllepark i USA på over 1 gigawatt, og som vil bidrage væsentligt til guvernør Murphys ambitiøse mål for vedvarende energi, siger han i en pressemeddelelse.

Demokraten Philip D. Murphy er guvernør i New Jersey.

Ocean Wind kommer til at ligge ud for Atlantic Citys kyst og bliver New Jerseys første store havvindmøllepark. Hvis Ørsted træffer en endelig investeringsbeslutning, forventes parken at stå færdig i 2024.

Parken vil forsyne mere end en halv million husstande i New Jersey med grøn energi. Thomas Brostrøm, der er administrerende direktør for Ørsted US Offshore Wind og landechef for Ørsteds aktiviteter i Nordamerika, mener, at det er en stor fordel for New Jersey at komme tidligt i gang med projektet.

- På mange områder er New Jersey og USA ikke så langt på omstillingen fra konventionelle energiformer til mere vedvarende og grønne energiformer, siger han til Ritzau.

- Så det her er en milepæl i forhold til at satse mere på grøn energi og havvind. Når man har kysten som sin nabo, så er havvind oplagt som forsyningskilde

- Det er stort for os og et væksteventyr, vi er ude på, siger han og fortæller, at Ørsted har brugt de sidste fire år på at etablere sig på det amerikanske marked.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.156