Kapema opruster igen
Den nordjyske maskinhandel har netop landet et ny taiwansk agentur.
Kapema har dermed udvidet sit produktsortiment betragteligt ikke blot i Danmark, men over hele Europa, idet flere af de nye agenturaftaler giver Kapema eksklusivitet i hele Europa. Kapema’s omsætning er tæt på en eksportandel på 40 %, primært til de nordeuropæiske lande.
Taiwansk topklasse
De nye aftaler omfatter blandt andet rettighederne til alle produkter fra firmaet Centech, som er en taiwansk producent af drejebænke (også cnc), fræsemaskiner og bearbejdningscentre.
Ifølge Mogens Sørensen er det produkter i den absolutte topklasse indenfor den nyeste teknologi, særdeles betjeningsvenlige og med moderne design.
Eksempelvis fremhæver han den ildhu og omhyggelighed, alle medarbejderne viser under udføring af deres arbejde hos Centech. Ligeledes er kvalitetskontrollen en vigtig del af arbejdet. Man kontrollerer fx alle gearkasser (som Centech selv fremstiller og samler) inden monteringen på drejebænken. Alle maskiner gennemgår en krævende kvalitetstest, før de forlader fabrikken, og medarbejderne kvitterer for udførslen af denne test, så testen altid kan spores tilbage til den pågældende medarbejder.
Særdeles tilfredsstillende resultater
Kapema overtog rettighederne til produkterne fra den ligeledes Taiwan-baserede virksomhed Young Tech for kort tid siden. Young Tech er specielt kendt for fremstilling af mindre og mellemstore bearbejdningscentre.
Kapema har desuden opnået en aftale om eksklusivitet i repræsentationen af alle produkter fra Fong Ho. Fong Ho er Taiwans mest kendte producent af hurtiggående produktionssave. Kapema har allerede solgt de første save fra virksomheden, og der er stor interesse for produkterne også fra firmaets udenlandske kunder.
Mogens Sørensen fortæller blandt andet, at de nye højteknologiske save fra Fong Ho nok er de save, som har det bedste design indenfor deres klasse. Maskinerne er fremstillet af markedets absolutte topprodukter lige fra hydraulikken til det elektriske system samt alle mekaniske – bevægelige dele. Fong Ho har to linjer af professionelle rundsave, en linje til afkortning af aluminium samt en linje til stål og andre hårde metaller. Som supplement til saveprogrammet tilbyder Fong Ho også rør-ende bearbejdningsmaskiner såsom reife-automater, som reifer røret automatisk ind/udvendigt. Ligeledes fremstiller de cnc-styrede slibemaskiner til rundsavklinger.
Direktør Peter Mortensen fra Kapema oplyser, at man gennem 2010 og første halvår 2011 har haft nogle særdeles tilfredsstillende resultater på trods af den krise, der hersker i branchen. Strategien er derfor fortsat at blive en af de mest betydende udbydere af maskiner til den europæiske maskinindustri.