Frugtbart samarbejde mellem AP Maskinfabrik og Linak
Den vestjyske maskinfabrik har udviklet en foldbar gangbro på 50 meter baseret på Linaks aktuatorer.
Broen erstatter en stationær gangbro, der normalt anvendes i produktionen af vindmøller, og disse står tilbage når vingeformen lukkes og optager unødig plads.
- Til vindmølleindustrien skal vi udvikle konstruktioner, der fylder og vejer så lidt som muligt. Den foldbare gangbro følger med overformen, og dette skaber mere plads til håndtering og intern transport i produktionslokalerne, ligesom arbejdssikkerheden er blevet væsentligt forøget, siger Preben Kristensen, direktør for AP Maskinfabrik A/S.
Gik under bordet
Varde-virksomheden har selv afholdt alle udviklingsomkostningerne og brugt et år på udviklingsarbejdet. Problemet var at finde en løsning til åbne- og foldefunktionen.
Den ide kom, da Preben Kristensen fik øje på teknologien i sit hæve/sænke-bord. Han tog øjeblikkeligt kontakt til Linak, som straks var med på ideen. De fandt i tæt samarbejde med maskinfabrikken frem til de helt rigtige aktuatorer, der både havde den kraft og holdbarhed, der skal til for at åbne og lukke en 50 meter lang arbejdsbro.
- Konstruktionen af foldebroen var færdig i 2010, og vi har allerede solgt løsningen til flere producenter af vindmøllevinger rundt om i verden, siger Preben Kristensen.
Øjner nye muligheder
Linak har udviklet og produceret et styringsmodul specifikt til AP Maskinfabrik, så man sikrer fuld kontrol og stabil drift.
Samtidig har samarbejdet været så givtigt, at Preben Kristensen har fået yderligere blod på tanden. Han er derfor i gang med andre udviklingsprojekter til vindmølleindustrien med fokus på brugen af aktuatorer til konstruktioner, hvor store produktionsemner for eksempel skal skubbes frem, trækkes tilbage, hæves eller sænkes.
Han mener også sagtens, at ideen kan bruges andre steder i industrien, da det er opbygget som moduler og standartdele, som sammensættes efter opgaverne.