23948sdkhjf

Maskinbygger: Industri 4.0 skal angribes meget mere konkret

- Kunderne bør angribe Industri 4.0 mere ambitiøst og meget mere konkret, end de gør i dag, vurderer Mads S. Rasmussen, administrerende direktør Odin Engineering

Der er lang vej igen, før den danske industrisektor kommer i nærheden af at udnytte potentialet i dataopsamling, digitalisering og Industri 4.0 bare nogenlunde.

Det vurderer Mads S. Rasmussen, som er administrerende direktør hos Odin Engineering med base i Slagelse.

Han peger på, at Industri 4.0 i dag er blevet et buzzword, som alle gerne vil bruge, men de færreste arbejder målrettet med.

- Alle tror, man får 4.0, fordi man sætter sensorer på to hydraulikstationer, men det gør man jo ikke, siger Mads S. Rasmussen, der opfordrer industrien til at tage hårdere og meget mere konkret fat i Industri 4.0.

- Vi er langt fra Industri 4.0 i industrien herhjemme. Hvis man virkelig vil det her, så analyserer man sig frem til, hvilke data man vil samle ind i sin produktion, og hvad man derefter vil bruge sine data til, siger han og henviser til, at Industri 4.0 giver helt nye muskler i produktionen.

Hvis det altså gribes rigtigt an.

- Der er meget at hente, for der er meget produktionsudstyr, som slet ikke bliver udnyttet fuldt ud i dag. Det hænger sammen med, at virksomhederne i dag ofte mangler et samlet produktionsoverblik, siger Mads S. Rasmussen med henvisning til en afledt konsekvens af, at de produktionstekniske afdelinger (PTA’er) er blevet nedlagt på mange industrivirksomheder i dag.

Selvstyrende grupper
Derfor arbejder industrien i høj grad i selvstyrende grupper omkring maskinerne, og det fungerer ifølge Mads S. Rasmussen umiddelbart godt, fordi operatørerne i dag er langt dygtigere end tidligere.

- Men virksomhederne mangler den samlende faktor i produktionen, og derfor er det også svært for dem at komme i gang med Industri 4.0, påpeger han.

"Keep it simple"
Når det handler om data og kommunikation, så har Odin Engineering selv et motto, der hedder "keep it simple".

- Vi prøver selv at køre det så "old school" som muligt, og derfor anvender vi selv simple CSV-filer i vores anlæg. Vi afleverer i et simpelt sprog, som alle kan håndtere og arbejde med. Vi hører jo om aktører i industrien, der ikke kan køre deres produktion lørdag, fordi systemet skal opdatere software, og den situation vil alle jo gerne undgå, siger Mads S. Rasmussen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125