Robotorganisation får ny formand
Automation og robotteknologi er en del af medicinen for dansk industri, og derfor må virksomhedslederne gøre plads til fremtidens teknologistærke generationer, mener DIRA’s nye formand.
Han mener, at de yngste danskere er det råstof, vi skal bygge på for at holde industriproduktion på dansk jord.
- Danske børn og unge er født med en teknologiforståelse og forandringsvilje, de ikke har i så ung en alder i for eksempel Kina eller Indien. Det forspring er en god forudsætning for at positionere os. Dansk erhvervsliv skal for fremtiden være konkurrencedygtigt ved at have højteknologi i alle brancher, så vi på den vis udnytter, at vi er en af verdens førende it-nationer, mener Steffen Enemark
Robotter kan gøre industrien konkurrencedygtig
Steffen Enemark ønsker at synliggøre DIRA i medier og nå ud til politikere og de menige danskere med budskabet om, at automation og robotter er et nødvendigt middel for, at det danske velfærdssamfund kan fungere på sigt.
- DIRA har som formål at hjælpe danske virksomheder med at automatisere, fordi robotter kan gøre dem konkurrencedygtige. Vi ønsker at tale direkte og gøre robotteknologi nærværende for dem, der ikke nødvendigvis har stor teknisk indsigt, men også fokus på løsninger. Et gennemgående budskab er, at robotter ikke er farlige, men kan være med til bevare dele af den produktionsindustri i det samfund, vi har i dag. Som eksempel kan vi nævne, at robotter kan forhindre, at danskerne slides ned af ensidigt gentaget arbejde. Vores børn og kommende generationer gider heller ikke stå ved samlebånd i fremtiden, så vi risikerer at miste generationer af unge med store kompetencer, der flytter andre steder hen for at arbejde med teknologi og få udfordret deres faglige evner, hvis vi ikke satser på teknologi, konstaterer Steffen Enemark.
Steffen Enemark er uddannet produktionsteknolog og vicedirektør for ABB Robotics i Fredericia.