De udvikler sig uden om krisen
Mens andre taber pusten, fortsætter ingeniørvirksomheden R&D A/S i Hinnerup uanfægtet væksten som aldrig før. Målet er yderligere 20 ansatte inden udgangen af 2012.
R&D A/S fik en kanon start, og selv igennem krisen er firmaet vokset, så der nu er beskæftiget ca. 70 medarbejdere. Omsætningen er steget fra 10 mio. kr. i 2008/2009 til en forventet omsætning på 80 mio. kr. i 2010/2011. Målet er yderligere vækst og yderligere 20 ansatte inden udgangen af 2012.
Hemmeligheden er fleksibilitet
- Hemmeligheden bag vores vækst er såmænd enkel: Vi leverer de ydelser, som kunderne forventer, til den aftalte tid og til den aftalte pris. Desuden er vi store nok til at både at være generalister og deciderede specialister på produktudvikling, produktionsudstyr og konsulentopgaver, udtaler administrerende direktør Carsten Vejby Møller.
- Vi tilbyder både mindre afgrænsede opgaver og større nøglefærdige løsninger, hvor vi tager ansvar for udvikling, produktion, test, indkøring og uddannelse. Kunderne værdsætter denne fleksibilitet, hvor vi tilpasser os deres behov i stedet for, at de skal passe ind i vores koncept. R&D’s ingeniører er ofte udlånt til kunden i længere tid ad gangen, så kunden dermed får en ekstra stærk ressource ind i virksomheden i en given periode, fortsætter Carsten Vejby Møller.
Han ejer virksomheden sammen med Morten Storm Pedersen – begge er maskiningeniører, og sammenlagt har de over 30 års erfaring med udvikling og rådgivning indenfor industrien.
Videnstunge kompetencer
Ifølge R&D’s salgsingeniør, Peter Kjær, er det også en betydelig konkurrencefordel, at mængden af viden og kompetencer er samlet under ét tag.
- Vores kunder giver udtryk for, at det er en fordel, at de kun skal henvende sig ét sted, når de skal have udviklet og opført et procesanlæg eller redesignet og effektiviseret produktionsudstyr. Netop satsningen på softwarekompetencer er helt unik for R&D A/S, siger Peter Kjær.
- Vi har alle de videnstunge kompetencer samlet ét sted med korte veje mellem specialisterne. Dermed slipper vi – og kunden – for at bruge ressourcer på eksterne leverandører. De mange videnstunge kompetencer giver os samtidig et kreativt miljø, mulighed for videndeling på højt plan og en bunke afledte erfaringer, der efterhånden har resulteret i over 400 vidt forskellige projekter, fortsætter han.
Nye miljøvenlige løsninger til landbruget
- Vores ingeniører er i gang med mange forskellige spændende projekter, herunder blandt andet produktion af færdige kæmpemæssige testrigs til vindmølleindustriens hovedkomponenter. Produktudviklingsafdelingen er i gang med udviklingen af styringsenheden til den såkaldte Staldkarl ”Bob” - en lille mobil robot, der muger ud i kostaldene, og i de mindre sidegange, hvor større automatiske udmugningsanlæg ikke kan komme til. Robotten sikrer dermed både landmandens miljøgodkendelser og forbedrer arbejdsmiljø og dyrevelfærd, understreger Carsten Vejby Møller.
I samme branche er et andet projekt på vej, dog med anvendelse af helt andre teknologier. Det drejer sig nemlig om udviklingen af det nye svovlsyrebaserede gylleudledningssystem, SyreN, for virksomheden Biocover. Systemet sikrer op mod 50 % reduktion af den ammoniakfordampning, der forårsager lugtgener fra landbruget. Og det virker: Sidste sommer blev der leveret færdige 12 systemer til landmænd, 25 er på vej ud nu, og ingeniørerne hos R&D A/S arbejder nu med småjusteringer af tredje generation.
Øget effektivitet for småkager og maskiner
- Vi er i øjeblikket i færd med at afslutte en større opgave for Kelsen Group, der valgte at samarbejde med R&D A/S om udviklingen af et nyt fleksibelt, robotstyret pakkeanlæg til småkagedåser. Anlægget bliver implementeret på fabrikken i Nr. Snede og kommer til at pakke 13 forskellige dåser i 18 forskellige kasser på seks forskellige paller og med forskellige mellemlæg. Vi har også leveret optimeringen af et presseanlæg til Haarslev Industries, der øgede effektiviteten med ikke mindre end 60 %, slutter Carsten Vejby Møller.