Danmarks bedste læreplads ligger i Sorø
Fredag den 7. februar er Mark Tronborg færdigudlært som klejnsmed, og det er på ganske særlig vis, at han siger farvel til titlen som lærling på smede- og maskinværkstedet Poul W. Jensens Eftf.
For i efteråret indstillede Mark Tronborg virksomheden til konkurrencen Årets Læreplads på ZBC. Den titel vandt Poul W. Jensens Eftf., og torsdag løb smede- og maskinværkstedet også med førstepladsen i den landsdækkende konkurrence.
- Det er fedt! Jeg er så glad for, at de får denne kæmpe anerkendelse for alt det gode, de har gjort for os lærlinge, siger Mark Tronborg, efter virksomheden fik overrakt prisen i Nationalmuseets festsal i København.
Det er tre år siden, at Mark Tronborg startede som voksenlærling hos Poul W. Jensens Eftf. Han kom fra en stilling som kontorchef i en virksomhed, men havde lyst til et brancheskift, hvor han ved hjælp af både hænder og hoved kunne skabe produkter af høj kvalitet. Og i smedevirksomheden med i alt 13 ansatte fandt han sin drømme-læreplads.
- De kan virkelig håndværket, og så er der en god kultur, hvor man lærer af sine fejl, så det først er en fejl, hvis det gentager sig. Derudover bakker de virkelig op om ens skoleprojekter. Faktisk kommer alle i virksomheden og ser min svendeprøve, og de er også alle kommet til København i dag for at fejre prisen, fortæller Mark Tronborg.
Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier, som står bag konkurrencen, lagde netop vægt på, at Poul W. Jensens Eftf. er en fagligt stærk læreplads, som bakker op om eleven. Og det var en stolt virksomhedsejer, der tog imod prisen.
- Vi vil gerne være med til at tage ansvar for at uddanne dygtige unge, og derfor har vi altid haft mange lærlinge. For branchen har virkelig brug for flere hænder. Og så er det jo bare dejligt med en lærling som Mark, der er så dygtig og brænder så meget for faget, siger Peter Hansen fra Poul W. Jensens Eftf.
For Mark Tronborg bliver det ikke et farvel til Poul W. Jensens Eftf., når han om få dage bliver udlært som klejnsmed. For selvom han har fået flere jobtilbud fra andre virksomheder, har han takket ja til at blive i virksomheden som svend.
- Jeg føler mig så godt tilpas i firmaet. Faktisk kan jeg slet ikke forestille mig at arbejde andre steder.