23948sdkhjf

Kommentar: Industriens nye corona-hverdag

Midt i et globalt corona-kaos producerer de danske maskinfabrikker stadig emner i stor stil. Maskinerne kører, mens smitten bremses. Det er blevet en ny slags hverdag

Corona-virus har ramt os, og virussen er barsk og smitsom. Det har aktuelt ført til kollektiv nedlukning af hele Europa og store dele af resten af verden for at forsinke udbredelsen af smitten og dermed antallet af alvorligt syge og døde.

Smitten har dermed skabt en ny hverdag for os alle, og konkurser og fyringsrunder breder sig i halen på det smitsomme virus. Situationen er lige nu ren katastrofe for blandt andet luftfarten, event- og messeindustrien, turisme- og rejsearrangører og restaurationslivet. Det koster milliarder, at mennesker fra den ene dag til den anden stopper med at bevæge sig rundt i verden.

Det bliver hårdt
At det globale samfund går i stå, får naturligvis også betydning for metal- og maskinindustrien i Danmark. Nogle underleverandører må dreje nøglen om, fordi netop deres kunder er ramt, og nogle leverer måske ind til virksomheder, der aldrig genopstår, når først smitten kommer under kontrol.

Men andre underleverandører ser måske ud til at slippe mere nådigt, hvis de leverer ind til eksempelvis energisektoren, fødevareindustrien eller sundhed og medicoindustrien. Og selvom alt er bremset op lige nu, så kører CNC-maskiner og laserskærere stadig på fabrikkerne i Danmark. Flere steder delt ind i skiftehold med færre på job ad gangen, fordi maskinindustrien - naturligvis - også tager ansvar for at bremse smitten.

Lige nu hersker kaos på globalt plan. Men der kommer sandsynligvis en tid, hvor det eksplosive udbrud er stilnet af, og hvor corona i Danmark bliver holdt i skak med test af borgerne, ny influenza-overvågning og krav om karantæne af syge. Vi vil rejse mindre, og perioder med karantæner og nedlukninger af samfundet kan komme og gå, indtil en vaccine er udviklet og udbredt.

Og mon ikke, økonomien trods det aktuelle kollaps igen vil vise sin evne til at rejse sig efter at være slået omkuld, og forbrugere og virksomheder vil skabe den efterspørgsel og det udbud, der direkte og indirekte smitter af på aktiviten på CNC-maskinerne hjemme på fabrikken.

Men først skal vi tilsyneladende på tragisk vis igennem det rene kaos.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093