Migatronic dropper 2020-forventninger
På grund af det aktuelle udbrud af coronavirus suspederer Migatronic nu sine forventninger til 2020. Det oplyser den nordjyske producent af svejsemaskiner i en fondsbørsmeddelelse.
Migatronic forventede ellers en omsætningsvækst på 5-10 pct. og et resultat før skat på 11-16 mio. kr.
- Migatronic har i årets to første måneder haft vækst i forhold til 2019. Som følge af COVID-19 forventer vi imidlertid at se en negativ effekt i markedet i de kommende måneder. Da situationen ændrer sig hurtigt fra dag til dag på mange markeder, er vi i øjeblikket ikke i stand til præcist at vurdere, hvor stor denne effekt vil blive, herunder heller ikke hvor længe det forventede midlertidige fald i markedet vil vare, og vi trækker derfor vores forventninger til 2020 tilbage, indtil vi har et klarere billede af markedsudviklingen, skriver Migatronic.
Virksomheden har også valgt at indstille til generalforsamlingen, at der ikke betales udbytte for 2019.