VS Automatic kæmper sig ud af krisen
Nye forretningsområder og nye kunder har atter sat gang i væksten hos Horsens-virksomheden.
- Vi får mange ordrer hele tiden, og det er både fra nye og eksisterende kunder. Der er meget mere gang i den, og vi er også begyndt at ansætte folk igen, fortæller direktør Torben Steffensen til Metal Supply.
- Vi har lige ansat en ny mand, så vi nu er oppe på 29. Inden jul skal vi være to mere – en til programmering og en til at bygge tavler, tilføjer han.
Kunderne vil energioptimeres
Det er både virksomhedens traditionelle arbejdsområde med tavlebygning samt installations- og serviceopgaver, der viser vækst, men under krisen har VS Automatic også opsøgt nye indtjeningsområder, og det har været med til at sætte ekstra skub i aktiviteten.
- Gennem de sidste tre år har vi arbejdet meget med energirenoveringer. Vi oplever, at virksomhederne er blevet meget mere omkostningsfikserede. Og det er et område, hvor efterspørgslen stiger meget. For øjeblikket er vi i gang med energioptimeringer seks forskellige steder, siger Torben Steffensen.
- Det er et område, vi kommer til at vokse inden for i de kommende år. Mange af vores kunder vælger at tage den del med, når de alligevel skal optimere driften og udskifte gammelt udstyr, fortsætter direktøren.
Mere sporbar produktion
Torben Steffensen forklarer, at virksomheder ofte hurtigt kan tjene en investering i energioptimering hjem, og det er sød musik hos mange virksomhedsejere.
- Vi har fx lige lavet noget hos et bilhus her i byen, hvor byggeriet kun var to år gammelt. Det viste sig, at de kunne spare 76.000 kr. årligt for en investering på det halve, lyder det fra Torben Steffensen, der også påpeger en anden fordel ved optimeringen:
- I forbindelse med energioptimeringen laver vi også dataopsamling, så det bliver en mere sporbar produktion.
Gang i salget af solceller
Det er dog ikke industrikunderne alene, der står for hele væksten hos VS Automatic. Gennem de sidste tre år har Horsens-virksomheden oplevet en støt tilgang af private kunder, der er begyndt at interessere sig for vedvarende energi. Det har givet travlhed i VS Automatic’s installationsafdeling.
- Vi har haft virkelig god vækst i salget af solceller. Faktisk har vi lige haft et lille jubilæum med vores 25. anlæg i år. Det er vi meget tilfredse med, i og med at vores mål var 10 anlæg, forklarer Torben Steffensen, og tilføjer:
- Og så er vi også begyndt at forhandle og installere husstandsvindmøller og er i den forbindelse blandt andet blevet partner med Zeteco. Vi har allerede solgt de første tre vindmøller og venter nu blot på de sidste typegodkendelser, så vi kan installere dem.