23948sdkhjf

DI omorganiserer som følge af fusion med Dansk Byggeri

To af landets mastodonter, DI og Dansk Byggeri, har længe kurtiseret hinanden, og begge erhvervsorganisationers medlemmer skal tage endelig stilling til sammenlægningen i juni.

Men allerede nu kan DI præsentere en omkalfatring af organisationen, hvor Dansk Byggeri-direktør Lars Storr-Hansen får en plads i direktionen – forudsat at fusionen godkendes. Det oplyser DI i en pressemeddelelse.

- Den nuværende krise har vist med al tydelighed, hvor vigtigt det er, at DI som Danmarks helt centrale organisation kan rådgive, bistå og arbejde for store og små danske virksomheder. Derfor gennemfører vi nu en organisationsændring, som skal gøre det muligt at skabe endnu større værdi for alle de virksomheder, som er medlemmer af DI, siger administrerende direktør Lars Sandahl Sørensen, DI, i pressemeddelelsen.

Vil stå stærkere sammen
DI fremhæver Dansk Byggeris rolle i den måske kommende, samlede organisation. Derfor bliver Lars Storr-Hansen direktør for erhvervsudvikling efter sammenlægningen.

- Den nye organisering er udtryk for, at vores fokus på medlemmerne skal stå endnu stærkere, og at DI’s regionale tilstedeværelse og arbejde med erhvervsudvikling skal være en vedvarende høj prioritet. Vi skal være helt tæt på medlemmerne – lokalt såvel som internationalt på eksportmarkederne, siger Lars Sandahl Sørensen.

I forbindelse med nyheden om de to organisationers ønske om sammenlægning udtalte Dansk Byggeris formand, Claus Bering i februar:

- Dansk Byggeri skal også i fremtiden være en stærk medlemsorganisation, der leverer en god service til den bedste pris. Det har været udgangspunktet for at indgå forhandlinger om at lægge sig sammen med DI. Med sammenlægningen får vi en mere slagkraftig organisation, der står endnu stærkere over for omverdenen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.126