23948sdkhjf

Vindmølledating gav resultater

Rekordstor tilslutning ved OWIB den 9.-10. november arrangeret af Offshore Center Danmark gav både ordrer og nye samarbejdsaftaler på tværs af landegrænserne.
Ordrer på sikkerhedsudstyr, aftaler om levering af konstruktioner til havvindmølletårne, nye samarbejder på tværs af landegrænser og stor medieinteresse. OWIB – Offshore Wind International Business2Business event 2011 – den 9.-10. november i Esbjerg Musikhus blev en positiv oplevelse for mange deltagere, hvoraf flere kunne notere sig konkrete ordrer på baggrund af deltagelsen.

I alt 308 deltagere fra 11 nationer deltog i den internationale event for havvindmøllesektoren, hvor interesserede producenter, leverandører, energiselskaber og organisationer havde sat hinanden stævne ved korte, personlige møder.

Positive tilkendegivelser
1.700 møder blev der afholdt i løbet af en enkelt dag, ligesom mange udenlandske gæster deltog på rundture til nogle af dansk offshoreindustris nøglevirksomheder samt helikopterture til havvindmølleparkerne Horns Rev 1 og Horns Rev 2.

- Vi skal nu have evalueret resultaterne, men allerede i dagene efter OWIB modtog vi rigtig mange positive tilkendegivelser. OWIB er netop ikke en traditionel konference, men et mødested for aktører i havvindmølleindustrien, og formålet er at bringe branchen sammen. Det har både ført til nye samarbejdsaftaler og konkrete ordrer – og rigtig mange har indledt forhandlinger om samarbejde i fremtiden, fortæller Morten Holmager, Offshore Center Danmark, som står bag OWIB.

Konkrete ordrer
Tusindvis af visitkort skiftede hænder under OWIB, og en af dem, som kunne notere et salg allerede under OWIB var salgschef Peter Enevoldsen, Procurator. Han modtog en ordre på levering af personligt sikkerhedsudstyr med kundens logo til en konkret virksomhed, der havde ønsket at møde Procurator under OWIB.

- Formålet med at deltage på OWIB har været at møde en masse virksomheder og få nye kontakter. Og mange af dem, vi har haft møde med i dag, har givet udtryk for konkret interesse for at indgå aftaler, så det har været utrolig givtigt for at medvirke, siger Peter Enevoldsen.

Også den tyske leverandør af rør og tanke Reuther GmbH havde flere frugtbare møder, som administrerende direktør Finn Melgaard i den kommende tid skal rundt og følge op på.

- Reuther GmbH har hidtil kun haft en enkelt ordre inden for offshoresektoren, og vi ønskede at engagere os mere i sektoren. På OWIB havde vi 17 planlagte møder, dels med virksomheder vi har ønsket at møde, dels virksomheder som har ønsket at mødes med os. Allerede ved andet møde var der interesse fra den virksomhed, vi mødte, om at indgå samarbejde. Offshoresektoren er interessant for os, fordi der er i modsætning til andre brancher er vækst, og en handel er ikke kun et spørgsmål om at sælge et produkt, det er også ny viden og samarbejde til gavn for begge parter, og det håber vi at opnå ved at deltage på OWIB, siger Finn Melgaard.

Kinesisk interesse
Det er femte år i træk, at OWIB afholdes, i år i samarbejde med Invest in Denmark, en organisation under Udenrigsministeriet med det formål at synliggøre OWIB over for udenlandske virksomheder med interesse i at etablere sig i Danmark.

- Invest In Denmark har fået budskabet om OWIB ud i de lande, som i disse år er begyndt at have fokus på havvindmøller, blandt andet Frankrig, Tyskland og Kina, og det var meget positivt at have deltagere fra alle tre lande med ved OWIB. Jeg er overbevist om, at vi næste år ser en endnu større interesse fra udlandet til at deltage ved OWIB, og vi skal nu i gang med at sætte rammerne for næste års event, siger Morten Holmager.

Blandt andet det kinesiske nyhedsbureau Xinhua News Agency og et fransk tv-hold fulgte sammen med i alt 18 inviterede journalister og fotografer OWIB, som allerede har medført flere overskrifter i blandt andet kinesiske medier.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094