LO-boss besøgte Treco
Harald Børsting sluttede en turne hos virksomheder i Himmerland hos Aalestrup-virksomheden.
- Det er tydeligt, at her føler ledelse og ansatte et fælles ansvar for virksomheden og hinanden. Det er noget af det, den danske model bygger på, og som vi skal bevare, sagde Harald Børsting til Nordjyske Stiftstidende i forbindelse med besøget.
Tilbage på før-kriseniveau
Sammen med to af Trecos ledere, en række repræsentanter for medarbejderne og repræsentanter for de lokale fagforeninger i Viborg og Vesthimmerland blev Harald Børsting vist rundt på virksomheden og efterfølgende budt på lyserød kage.
Medejer af Treco, Per Therkildsen, kunne samtidig berette, at Aalestrup-virksomheden nu er tilbage på niveauet fra før krisen. Det betyder, at omsætningen ligger på ca. 80 mio. kr. og overskuddet på ca. 5 mio. kr.
Udover Treco var Harald Børsting også på besøg hos Scandi Byg i Løgstør, Købmandsgaarden i Gundersted, der beskæftiger udviklingshæmmede samt på jobcenteret i Aars.