Bølgeanlæg stak af i stormen
Efter søndagens storm mistede Dexawave kontakten med sit bølgeenergianlæg. Det er nu fundet ved Bulbjerg øst for Hanstholm.
En kort overgang havde firmaet bag Dexawave helt mistet kontakten til anlægget, men det er nu lokaliseret ved Bulbjerg øst for Hanstholm, hvor det er drevet i land.
Storm ingen undskyldning
Direktør for Dexawave, Lars Elbæk, ærgrer sig over hændelsen, da man for nylig havde tjekket, om anker og fortøjninger var i orden.
- Orkanen er ikke nogen undskyldning. Anlægget skal kunne holde til den slags forhold, siger han til TV2 Midt & Vest og fortæller, at anlægget har lidt en del skade på sin færd.
Smæk på
Anlægget måler seks gange 14 meter og vejer 20 ton. Beregninger og tests har vist, at anlægget skulle kunne klare en vindstyrke på 44 meter i sekundet. Men i søndagens storm sprang kæderne ved 38 meter i sekundet.
- Den har revet ankerkæderne over, og ligger nu herinde ved stranden. Den har slæbt ankerkæderne efter sig, så der har virkelig været smæk på, siger direktør Lars Elbæk til dagbladet Holstebro-Struer og uddyber:
- Vi har to gange tidligere målt bølger over 7,5 meter, men i går målte vi bølger på 10,16 meter, og middelbølgehøjden er knap fem meter. Vinden og bølgerne kom dog på en anden måde i går, hvilket har haft betydning for, hvor meget ankrene kan klare.
Anlægget ud for Hanstholm er et forsøgsanlæg.