Thy Wind Power truer kommune med sagsanlæg
Struer Kommune afviser borgere, der vil opstille en husstands-vindmølle med gitter-tårn. Det er ulovligt, mener direktøren for Thy Wind Power.
- Vi har brugt mange penge og meget krudt på at designe en vindmølle, som påvirker nærmiljøet så lidt som muligt, og så kan det i den grad irritere os, når vi ser nogle politikere tage stilling til noget, de ikke ved noget om, siger direktør Leif Pinholt til Dagbladet Holstebro-Struer.
Han mener, at kommunen undlader at vurdere ansøgningerne fra sag til sag og dermed blot generaliserer alle husstands-møller udstyret med gittertårn.
Derfor har han i første omgang kontaktet en konsulent fra Brancheforeningen for Husstandsvindmøller for at få sagen undersøgt. Han vil dog ikke afvise, at det hele kan ende i et decideret sagsanlæg mod kommunen.