23948sdkhjf

Ny CNC-maskine skal holde i 25 år

Kuni Maskinfabrik er efterhånden meget kendt som leverandør af hydrauliske presser, og da produktionen af disse kræver maskinbearbejdning af store emner, har Silkeborg-virksomheden valgt at investere i en ny CNC bore/fræsemaskine.

- Jeg havde gennem tre år forsøgt at finde en nyere, brugt maskine af en passende størrelse til vores behov, hvilket ikke lykkedes. Så kom jeg til at tænke på, at med fundament og øvrigt anlægsmæssige tiltag er et CNC bore/fræseværk nok er en af de dyreste investeringer, man kan lave. Derfor besluttede jeg, at vi skulle købe en ny, selv om det ville koste en del flere penge, forklarer administrerende direktør Palle Nielsen.

Maskinen har et bearbejdningsområde på X 3.500 mm, Y 2.500 mm, Z 1.500 mm og W 730 mm. Bordstørrelsen er 2.400 x 2.000 mm og kan tage emner op til 20 tons.

- Vi kiggede på, hvor den skulle stå og ønskede at få den størst mulige maskine, som kunne placeres på det areal, der var til rådighed. Det tjekkiske firma Fermat bygger maskiner efter størrelse, og man kan selv bestemme bordstørrelse, vandring og så videre. Så det var skønt at kunne sige, at jeg skulle have noget, der kunne tage 3½ meter i længden og 2½ meter i højden - og så giver det næsten sig selv, at muligheden for belastning bliver stor. Vi kan placere 20 tons på bordet, og det passer os fint, for vores krankapacitet er 18 tons, fortæller Palle Nielsen.

Den nye CNC-maskine skal erstatte en ældre maskine, der kun kunne håndtere emner op til 5 tons, og dermed er der tale om en markant opgradering for Kuni Maskinfabrik, som i alt har investeret 4,5 millioner kroner i den nye maskine.

- Det er en maskine, vi vil have de næste 20-25 år. Vi kører ikke skiftehold på den og kommer højst sandsynligt aldrig til det; det er ikke planen. Vi forventer, at dens levetid bliver rigtig mange år, så set på den lange bane er det en ganske fornuftig investering, men på den korte bane er det naturligvis en anselig økonomisk udgift, forklarer Palle Nielsen.

Han håber dog på, at maskinen kan komme til at give en smule ekstra indtægter:

- Vi ved jo godt, at hos os kommer den ikke til at køre hver dag. Men der er faktisk ikke nogen boreværker med den størrelse i Midtjylland; der skal du enten nord- eller sydpå. Derfor forventer vi også, at den kan trække lidt underleverandørarbejde til, slutter han.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094