Stor australsk ordre til Vestas
Vestas har landet en ordre på 328 MW til to vindmølleparker i delstaten Victoria i Australien. Ordren er hentet i et samarbejde med Global Power Generation, der er et datterselskab i det multinationale elselskab Naturgy Group.
Ordren består af 52 styk V136-4.2 MW-vindmøller, der skal installeres i Ryan Corner-vindmølleparken, og 26 styk V136-4.2 MW-vindmøller, der skal installeres i anden etape af Berrybank-vindmølleparken.
Udover selve vindmøllerne indeholder ordren også en 15-årig serviceaftale.
Vindmøllerne skal efter planen leveres i tredje kvartal 2021 og være i drift i første kvartal 2022.