Alfa Laval hædret
Den svenske koncern har modtaget Gladsaxe Prisen 2011 på grund af virksomhedens arbejde med bæredygtighed og socialt ansvar.
- Med årets pris sætter vi fokus på en virksomhed, der i særlig høj grad udviser samfundsansvar. Ja, faktisk gør prismodtageren verden bedre, både på grund af deres produktion, men også på grund af måden de producerer på, sagde Gladsaxes borgmester Karin Søjberg Holst ved prisoverrækkelsen.
Klimavenligt byggeri
Alfa Laval fik blandt andet stor ros for opførelsen af et nyt domicil i 2010. Der er tale om en bygning, hvor energiforbruget ligger 25 % under lovgivningens krav.
Derudover har Alfa Laval også arbejdet med den miljøpåvirkning, virksomhedens produkter har – blandt andet ved at fastsætte mål og principper for egen CO2-udledning.
Sidst men ikke mindst er virksomhedens sociale ansvarlighed blevet bemærket. Alfa Laval har fastsat en række mål og principper for social ansvarlighed baseret på Global Compacts 10 principper.