23948sdkhjf

Alfa Laval fordobler servicecenter i Søborg

Alfa Laval-koncernen har de senere år skærpet fokus på udvikling af sine serviceaktiviteter, som leverer kritisk teknologi til industrielle processer overalt i verden.

Siden 2016 har koncernen igangsat flere initiativer med henblik på at øge sine serviceaktiviteter, hvilket man blandt andet så resultaterne af i seneste regnskabsår, hvor den organiske vækst for koncernens service steg med hele 7 procent.

udvikling har også kunnet mærkes hos Alfa Laval i Danmark, der spiller en stadig større rolle for industrigigantens servicesetup. I 2018 rykkede koncernen sit servicecenter i Tumba i Sverige til Søborg, nordvest for København, og siden er det gået rigtig stærkt.

Antallet af medarbejdere er gået fra syv til nu knap 20, mens antallet af servicetimer i 2020 forventes at være femdoblet sammenlignet med 2018.

Pladskrævende produkter

I 2019 blev det nye danske servicecenter tilført yderligere 1.000 kvadratmeter til de eksisterende knap 1.000, og allerede nu udvides centret på ny – denne gang med yderligere 2.000 kvadratmeter.

- Pålidelighed og oppetid er afgørende parametre for vores kunder, og vi har gennem en længere periode oplevet og oplever forsat en stigende efterspørgsmål på vores serviceydelser – ikke bare i Norden, men også i resten af verden. Og skal vi imødegå den efterspørgsel og fortsat tilbyde vores kunder service på højt niveau, er det helt essentielt, at vi også fortsætter med at udvikle os. Derfor er det med stor glæde, at vi nu kan se frem til en markant oprustning af vores servicesetup her i Søborg, siger Dan Damgaard, der er servicecenter manager hos Alfa Laval Nordic i en pressemeddelelse.

Servicecentret i Søborg er specialiseret i et af Alfa Lavals kerneprodukter nemlig roterende enheder, altså dekantere og highspeed-separatorer til føde- og drikkevareindustrien og marineindustrien, og begge typer udstyr stiller krav til antallet af ledige kvadratmeter i servicecenteret, fortæller Dan Damgaard:

- Separatorer og dekantere er udstyr, som fylder op til 8-10 paller, når vi skiller det ad, og det kræver meget plads. Både når vi skal lave service på dem, men også efterfølgende hvor vi skal vente på, at vi kan levere emnerne tilbage til kunden. Derudover har vi nogle tidspunkter om året, hvor servicebehovet peaker, og med udvidelsen sikrer vi os, at vi også i fremtiden har den nødvendige kapacitet til både at klare uforudsete service og de planlagte serviceopgaver, forklarer Dan Damgaard.

Han siger supplerende, at Alfa Laval har flere end 110 servicecentre i hele verden, og med udvidelsen bliver centret i Søborg et af Alfa Laval-koncernens største.

Udvikling af eksisterende rammer

Udvidelse af servicecenteret skal også ses som et afgørende skridt i Alfa Laval Copenhagens transformation fra produktionsenhed til globalt center for Alfa Lavals Food & Water Division og dermed en international forretningsenhed med fokus på forskning, udvikling og design af teknologier til fødevareproduktion og spildevandsbehandling.

I den forbindelse annoncerede virksomheden i foråret 2017, at produktionen af ballastvandsløsninger til skibe ville flytte til Aalborg ved udgangen af 2017, mens dekanterproduktionen ville blive flyttet til Krakow i slutningen af 2018. Som følge af stor ordreindgang blev flytningen af dekanterproduktionen dog udskudt til udgangen af 2020, men per 1. december er det endeligt slut med dekanterproduktionen i Søborg, hvilket netop giver mulighed for, at servicecenteret har kunnet udvikle sig i de eksisterende rammer.

- Det er helt oplagt, at vi nu kan benytte de eksisterende rammer til at videreudvikle vores serviceforretning og skabe vækst. Vi kommer til at overtage en del udstyr fra dekanterproduktionen, som vi kan bruge til service, men vi kommer også til at investere i rammerne i form af blandt andet nyt udstyr og nye maskiner, siger Dan Damgaard.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.099