23948sdkhjf

Juleslutspurt: Vestas nåede ikke rekordniveau

Som sædvanlig var der travlt i salgsafdelingen hos Vestas i dagene og timerne op til årsskiftet.

Med en samlet ordreindgang på 1,398 GW i dagene mellem jul og nytår var Vestas ganske vist bedre end sidste års høst på godt 1 GW, men samtidig et stykke fra rekorden på 1,886 GW fra 2018.

Det startede den 28. december med en ordre på 63 MW til to irske projekter. Her skal Vestas i andet kvartal 2022 levere møllerne til Statkraft Ireland.

Samme dag tikkede en stor ordre på 210 MW ind til USA. Ordren er til en unavngiven kunde og består af 50 styk V150-4.2 MW-vindmøller, som skal leveres i første kvartal 2022.

Den 29. december hentede Vestas en 207 MW stor repowering-ordre til vindmølleparken Windplanblauw i Holland. Her skal 46 ældre møller i løbet af 2022 skiftes ud med 37 styk V162-5.6 MW-vindmøller.

Herefter fulgte en ordre på ordre på 20 MW til Cairo Montenotte-vindmølleparken i Ligurien i det nordlige Italien. Her skal Vestas levere fem styk V136-4.2 MW-vindmøller i tredje kvartal 2021.

Dagen efter, den 30. december, tikkede endnu en italiensk ordre ind. Denne gang var der tale om 52 MW til Bella-vindmølleparken i Basilicata-regionen i det sydlige Italien. Ordren består af 14 styk V136-4.2 MW-vindmøller, som skal leveres i tredje kvartal 2021.

Årets sidste dag startede med en ordre på 90 MW til finske Ålandsbanken. Her skal Vestas i 2023 levere 15 styk V162-6.0 MW EnVentus-vindmøller til Murtomaki-vindmølleparken i det centrale Finland.

Herefter fulgte en ordre på 95 MW fra et konsortium bestående af danske European Energy og brasilianske Eólica Tecnologia. Her skal 21 styk V150-4.2 MW-vindmøller leveret i en 4,5 MW-udgave fordeles på to vindmølleparker i delstaten Pernambuco i det østlige Brasilien. Vindmøllerne skal efter planen leveres i midten af 2022.

To unavngivne spanske kunder bestilte herefter 11 styk V136-4.2 MW- og 16 styk V120-2.2 MW-vindmøller. De skal leveres i anden halvdel af 2021.

Også Asien kom med på Vestas’ julelandkort med en ordre på 17 MW til selskabet MSPL Limited. De syv styk V120-2.2 MW-vindmøller og en styk V100-2.0 MW- vindmøller skal installeres i Hospet-vindmølleparken i delstaten Karnataka i det sydvestlige Indien. Møllerne skal efter planen leveres i første kvartal 2021.

Og travlheden fortsatte på årets sidste dag med en italiensk ordre på 51 MW. Ordren består af 11 styk V136-4.2 MW-vindmøller leveret i en 4,3 MW-udgave. Møllerne skal leveres i tredje kvartal 2021.

I Portugal skal Vestas levere 8 MW til energiselskabet Finerge. Her er der tale om to styk V120-2.2 MW-vindmøller og en enkelt V136-3.6 MW-vindmølle, som skal leveres i tredje kvartal 2021.

Julens sidste ordre blev også den største. En unavngiven kunde i Colombia bestilte i årets sidste timer 90 styk V162-5.6 MW EnVentus-vindmøller – altså en ordre på i alt 504 MW.

Med den colombianske ordre har Vestas offentliggjort ordrer på i alt 15,509 GW i 2020. Hertil kommer et ukendt antal ikke annoncerede ordrer fra fjerde kvartal. I hele 2019 havde Vestas til sammenligning en ordreindgang på 17,877 GW.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.281