23948sdkhjf

Køkkenrobotten lærte at holde på et løg

Hvordan får man en robotarm til at holde fast på et løg, og hvordan får man en robot til at afgøre, om løget er råddent og skal smides ud?

Det er nogle af de mange spørgsmål, som iværksætteren Jacob Rybov fra virksomheden Gastroform har fået svar på i strukturfondsprojektet Innovationsdistrikt Sjælland. Projektet drives af innovationslaboratoriet Coro, Co-lab Roskilde, i et bredt partnerskab med Professionshøjskolen Absalon, Danmarks Tekniske Universitet, Roskilde Universitet og Zealand – Sjællands Erhvervsakademi. Projektet er støttet af EU’s Regionalfond med 18,3 millioner kroner.

Del af fuldautomatisk køkken

Projektet har hjulpet Jacob Rybov tættere på at færdiggøre Prepping Robot – en innovativ knivrobot, som sparer køkkenmedarbejdere for nedslidende skærearbejde. Robotten skal indgå som en central del af et endnu større projekt, som iværksætteren har arbejdet på i tre år i virksomheden Gastroform: Et fuldautomatisk køkken.

- Vi ser store markedsmæssige muligheder i Prepping Robot som et parallelprodukt, der kan sælges sammen med vores fuldautomatiske køkken. Knivrobotten kan skaleres ned til mindre behov, og den kan være en løftestang for salg af et fuldautomatisk køkken, som er en økonomisk stor beslutning for en virksomhed, siger Jacob Rybov i en pressemeddelelse.

Rybov har fået hjælp via Co-lab Roskildes faste opskrift på et innovationssamarbejde: Gastroform blev matchet med en anden SMV, Hertech, og eksperter fra en videninstitution, DTU, og en virksomhed i fødevarebranchen, Simple Feast, blev koblet på som repræsentant for markedet.

Karolina E. Osipowska, direktør i Co-lab Roskilde siger:

- To virksomheder, der går sammen med en videninstitution, kan skabe noget interessant. Når man kobler en markedsrepræsentant på, altså en potentiel kunde med et reelt behov eller et problem, kvalificeres og accelereres udviklingsprocessen, og produktet kommer hurtigere på markedet.

Ramte et behov

Det viste sig, at Jacob Rybovs knivrobot faktisk ramte et behov i restaurant- og fødevarebranchen, konkret hos måltidskasse-kæden Simple Feast. Ligesom mange andre virksomheder i branchen bruges der i Simple Feast mange arbejdstimer på rutineopgaver som at hakke, snitte og skære grøntsager, og derfor gik Simple Feast sammen med Gastroform ind i et udviklingsforløb om knivrobotten.

Og der er behov for opfindelsen, siger Jacob Rybov:

- Virksomhederne er generelt interesserede i at bruge deres medarbejderes kompetencer dér, hvor de gør mest gavn – blandt andet ude ved kunderne. Desuden er skærearbejdet hårdt og nedslidende for køkkenpersonalet, og det gør det ikke nemmere for en virksomhed at skaffe arbejdskraft.

Hvordan holder en robot på et løg?

Jacob Rybov har selv udviklet softwaren til skærerobotten, og de mekaniske dele er udviklet i et samarbejde med den mekaniske udviklingsvirksomhed Hertech, som blandt andet skulle finde ud af, hvordan en robot holder på et løg. DTU Compute har bidraget med eksperthjælp inden for kunstig intelligens og kamerateknologi, og hos DTU Fysik fandt Rybov test- og produktionsfaciliteter.

- Der findes allerede automatiske skæremaskiner på markedet, men mange er primitive og ødelægger grøntsagen. Derfor har vi valgt at sætte en kniv for enden af en robotarm, som kan efterligne en koks bevægelser. Og den skal kunne gøre det hurtigt, siger Jacob Rybov, der håber at få prototypen på skærerobotten færdig i løbet af 2021.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095