23948sdkhjf

Maskinhandler dropper automations-satsning

Flextek har nedlagt sin automations-division og opererer i dag kun med navnet Flextek, med fuld fokus på salg og service af CNC-maskiner og føderobotter til CNC-maskiner.

Dermed er der sat et endeligt punktum for tre års satsning på den ekstra division ’Automation", hvor strategien var at sælge automationsløsninger og selvkørende robotter til blandt andet sundhedssektoren.

- Vi gør det her, fordi automationsdelen ikke har været rentabel for os. Når man bygger et helt nyt forretningsområde op, så kræver det også et stort service setup, og vi kunne ikke se en omsætning, der kunne dække udgifterne i vores automations-division, siger Lars Bjørn Pedersen, der er nytiltrådt adm. direktør i Flextek.

Tilbage til kernen

Dermed er det også Lars Bjørn Pedersen, der skal stå i spidsen for at bevæge Flextek tilbage til virksomhedens kernekompetencer, som er salg af CNC-maskiner, maskin-software og automationsløsninger til den bearbejdende industri.

- Industri og sundhedsvæsen er to helt forskellige verdener, og vores kernekunder findes i industrien, og det er i industrien, vi kan skabe stor værdi for vores kunder, siger Lars Bjørn Pedersen, som melder om bred opbakning internt i virksomheden til den nye strategi. Det skaber noget klarhed, at vi har nedlagt automations-divisionen, for Flexteks dna findes ikke i at sælge robotter til sundhedsvæsenet. Det findes i CNC-maskinerne, siger den adm. direktør.

Med nedlæggelsen af automations-divisionen har Flextek også sagt farvel til salget af de selvkørende MiR-robotter.

- Hele processen er gået stille og roligt, og vores samspil med MiR er afsluttet i god ro og orden. De igangværende tilbud er sendt videre til andre af MiR’s samarbejdspartnere.

Organisation tilpasset

Med nedlæggelse af automations-divisionen har Flextek ligeledes trimmet organisationen og sagt farvel til seks medarbejdere og er nu 35 ansatte.

- Vores medarbejdere vil virkelig kunderne og virksomheden. Der er bred opbakning i organisationen til den nye struktur, og det er selvfølgelig meget motiverende for mig som ny direktør, siger Lars Bjørn Pedersen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.089