Sabetoflex klar til at erobre Tyskland
Virksomheden fra Roslev ved Skive har indgået samarbejde med en stor tysk producent af aftrækskanaler til gas- og oliekedler.
- Der skulle ske noget nyt, og først og fremmest skulle der ske noget mere. Hvis vi udelukkende satsede på Danmark, risikerede vi at blive for pressede. Det var nødvendigt at komme ud i verden, siger Per Poulsen.
Plads på det tyske marked
Han søgte konsulenthjælp hos Væksthus Midtjylland, og der blev lagt en strategi for, hvordan man skulle komme ud over landets grænser med produkterne fra Roslev.
Efter grundig vurdering blev Tyskland udvalgt som det mest oplagte sted at begynde. Per Poulsen udtaler:
- Vi konkluderede, at der måtte være plads til os på det tyske marked. Vi kunne se et hul i markedet for inddækninger. Samtidig var det tæt på Danmark rent geografisk, så vi begyndte at prioritere deltagelse på byggemesser i Tyskland for at komme ud at vise, hvad vi kunne tilbyde.
Messedeltagelse gav gevinst
Det var netop på en messe i Frankfurt, at der blev etableret kontakt med det tyske firma Hansa Heiztechnik, som producerer gas- og oliefyr. De brugte A-Tec til at lave aftrækskanaler på deres enheder, og repræsentanterne fra Hansa var overbeviste om, at A-Tec og Sabetoflex kunne bruge hinanden. Installatører over hele Tyskland havde nemlig efterspurgt en lettere måde at lave den afsluttende inddækning på, når de havde monteret aftrækskanalen til et fyr.
Det udmøntede sig konkret i, at Per Poulsen skulle levere en prøveordre. Opgaven var at lave en inddækning, der kunne bruges som fast standard for at gøre installatørernes arbejde lettere – og så gik det hurtigt i produktionen i Roslev.
- Vi var selvfølgelig fyr og flamme. Det var lige den mulighed, vi havde ventet på. Vi konstruerede forholdsvis hurtigt en universal inddækning i plastikform, som kunne bruges specifikt til A-Tec´s aftrækskanaler. Tanken var, at den bare skulle klikkes på aftrækket, når installatørerne havde færdiggjort deres arbejde. Vi sendte den til Tyskland, og blev lettere overraskede, da der hurtigt kom svar tilbage, udtaler Per Poulsen.
Inddækningen var blevet prøvet af i praksis, og responsen havde været god. Tyskerne havde et par forslag til ændringer på dimensionerne, men ellers var der grønt lys til at gå videre med produktionen.
- Fordelen ved det tyske marked er, at når først der er sagt god for noget, så forventer tyskerne, det kører. Det er lige i vores ånd. Nu har vi fået en fast aftale på plads, og det betyder, at vi hver måned skal sende 1.200 universal-inddækninger af sted. Vi har så netop fået at vide, at de måske skal bruge flere, og det vil vi da gerne bakke op om, slutter Per Poulsen med et smil.