23948sdkhjf

2020 status: Fynske robot-virksomheder beskæftiger 26 procent flere medarbejdere - i udlandet

Robotbranchen er fortsat et marked i vækst trods benspænd fra en global pandemi. 2020-tal fra Odense Robotics viser, at antallet af medarbejdere i de 136 robot- og automationsvirksomheder er steget til 5.100.

Stigningen på 26 procent er dog fortrinsvist sket i udlandet, hvor man nu beskæftiger 1.200 medarbejdere, fortæller Odense Robotics i en pressemeddelelse.

- 2020 har været et særdeles udfordrende år for robot-, automatiserings- og droneindustrien globalt og på Fyn, siger Mikkel Christoffersen, administrerende direktør for Odense Robotics, Danmarks nye nationale robot- og droneklynge.

- Covid-19-nedlukningen førte til en brat opbremsning i globale produktioner, og robotvirksomheders aktiviteter blev sat på standby. Derfor er det særligt positivt, at virksomhederne på Fyn er lykkedes med at styrke deres globale tilstedeværelse og dermed deres muligheder for at opdyrke og servicere udenlandske kunder, som har været under stort pres, siger Mikkel Christoffersen.

Odense Robotics. 2020 i tal:

- 3.900 job på Fyn
- 1.200 job i udlandet 
- 136 robot- og dronevirksomheder
- Over 6,5 milliarder kroner investeret siden 2015

De netop offentliggjorte tal viser også, at stigningen i antallet af medarbejdere uden for landets grænser ikke sker på bekostning af danske arbejdspladser. Robotvirksomhederne fastholder samlet set 3.900 job på Fyn, samme antal som i 2019.

Der blev i 2020 samlet tiltrukket nye danske og udenlandske investeringer for knap 375 millioner kroner. Det er et beløb, der matcher forrige års investeringslyst.

Fynske robotvirksomheder har en global styrkeposition

I en rundspørge blandt de 136 robot- og dronevirksomheder kommer det frem, at omkring 70 procent ser adgang til markeder og kvalificeret arbejdskraft for at være klare vækstbarrierer. I hvert fald i forhold til at kunne forfølge den vækst, der ligger i den store globale efterspørgsel.

I 2020 blev der ifølge International Federation of Robotics (IFR) sat rekord i antallet af installerede industrielle robotter. Og corona-pandemien vil fortsat udfordre forsyningskæder og produktioner. Derfor er forventningen hos IFR, at der vil blive skruet yderligere op for efterspørgslen efter kollaborative robotter og professionelle service robotter.

På disse områder indtager de danske robot-virksomheder en global styrkeposition.

-  Efterspørgslen efter automatisering har aldrig været højere, og 2020 viste, at potentialet for robot og automation fortsat er enormt. Vi ser en klar tendens til, at flere brancher tager robotteknologier til sig for eksempel sundhed- og servicesektoren samt byggeri og landbrug. Her har de fynske virksomheder meget at byde på, så vækstpotentialet er fortsat stort - særligt når verdenen åbner op igen, siger Mikkel Christoffersen.

Odense Robotics blev i slutningen af 2020 udnævnt som Danmarks nationale klynge for robot, automation og droner. I den aktuelle analyse indgår data fra de fynske robot- og dronevirksomheder. Næste års tal bliver nationale tal for hele branchen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078