God start på European Robotics Forum 2012
I disse dage er robotter, innovation og fremtiden i højsædet i Odense. Her er både danske og internationale virksomheder, robotentusiaster og andre interesserede samlet til en tredages konference.
European Robotics Forum har fået en fremragende start med et stort fremmøde og en god stemning blandt deltagerne. Derudover havde Teknologisk Institut, som er vært ved konferencen, fornøjelsen af at byde minister for forskning, innovation og videregående uddannelser, Morten Østergaard, velkommen til åbningen af konferencen.
Efter ministerens introduktion, hvor fokus var på vigtigheden af innovativt arbejde for at forbedre blandt andet velfærdssektoren, var Morten Østergaard forbi robotudstillingen på Brandts. Centerchef for Teknologisk Instituts Center for Robotteknologi, Claus Risager, viste ministeren rundt i udstillingen, hvor Morten Østergaard tog sig god tid til at møde folkene bag de udstillede robotter. Ministeren udtrykte sin begejstring for de forskellige udstillinger og fandt det aldeles spændende.
Kilde: Teknologisk Institut - Center for Robotteknologi - http://www.teknologisk.dk