23948sdkhjf

Fart på udviklingen: Svejserobotter kører mindre og mindre serier

Valk Welding har arbejdet med robotsvejsning i 35 år, og firmaet fylder nu 60 år. Men det er ifølge salgsingeniør Allan Nielsen i de sidste 5-7 år, at udviklingen i robotsvejsning har taget fart.

- Når vi er ude ved nye kunder og fortæller om de nye muligheder, at man for meget lettere kan programmere offline, og at det kan gøres meget præcist, og at man kan køre meget små serier på robotter, så spærrer folk virkelig øjnene op, siger Allan Nielsen.

Han har selv et par årtiers erfaring med svejserobotter.

- Vi var for nogle årtier siden et land med industriel masseproduktion, så kom outsourcingen af meget af den masseproduktion, og siden har vi fået produktion i meget mindre serier i Danmark. Det stiller krav til produktionsudstyret.

- Det er derfor det er så vigtigt, at det er blevet meget hurtigere at generere automatiske programmer, programmere svejserobotter til små serier, og det er blevet nemmere at lave offlineprogrammering. Offline-programmering begyndte at slå igennem for 5-7 år siden. Vi har hos Valk Welding været en del af den omstilling, siger han.

Virtuelle programmer

Især forbedringen af de virtuelle programmer har betydet meget, mener han.

- I dag kan man afklare ufatteligt meget virtuelt, og når man sætter produktet i produktion første gang, så virker det 100 procent. I dag er den virtuelle og den praktiske verden præcis identisk. Før i tiden skulle vi lave både fem og otte tests. Det tog faktisk nogle gange flere måneder at lave en svejseproces om. I dag er der et helt andet tempo på, siger han.

Udskilningsløb

Allan Nielsen peger samtidig på, at udviklingen har været lidt af et udskilningsløb i automationsbranchen.

- Markedet har udviklet sig. Der er mange konkolleger, som ikke er her mere, fordi de ikke fulgte med i omstillingen. Skal man være med i digitaliseringen af robotsvejsning, så har det krævet penge til udvikling, især til softwareudvikling og procesudvikling.

200 ansatte

Valk Welding fylder som nævnt 60 år i år. Virksomheden blev startet i 1961 i Holland som et firma, der solgte svejsemaskiner, tilsatsmaterialer, svejsehandsker og lignende.

- I 1986 tog man beslutningen om selv at udvikle robotløsninger. Firmaet ledte efter en producent af robotter, og man fandt Panasonic, som samtidig også lavede svejsemaskiner. Så begyndte firmaet at lave svejseautomation. I starten var de 18 ansatte. I dag er vi over 200 mennesker i en koncern, der har produktion i Holland, og som har salgsafdelinger rundt i hele Europa nord for Alperne, siger han.

- Vi tror rigtigt meget på fremtiden. Vi er vokset både opgangstider og i nedgangstider, siger Allan Nielsen.

Artiklen er en del af temaet Svejsning.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078