23948sdkhjf

Milliardoverskud hos Danfoss

På trods af den globale, økonomiske usikkerhed havde Danfoss god vækst i 2011. Nordborg-koncernen forventer at kunne holde niveauet i 2012.
Omsætningen endte på 33,904 mia. mod 31,550 mia. kr. i 2010 svarende til en vækst på 7,5 %. Korrigeret for tilkøb, frasalg og valutaomregning var der tale om en stigning på 10 %

- 2011 blev endnu et særdeles godt år for Danfoss. Med et godt første halvår lagde vi grunden til et stærkt resultat for andet år i træk. Den globale finansielle uro udmøntede sig dog i aftagende vækstrater i årets sidste halvdel, og det er en udvikling, som vi må forvente vil fortsætte i 2012, siger koncernchef og CEO Niels B. Christiansen.

Bedst i BRIK-landene
Resultatet af primær drift (EBIT) blev 4,226 mia. kr. mod 3,264 mia. kr. året før og overskuddet før skat steg med 274 mio. kr. til 3,218 mia. kr. Årets resultat blev 1,314 mia. kr. mod 1,378 mia. kr. året før

- Efterspørgslen blev gennem hele 2011 drevet af stor interesse for hydraulik og klima- og energiløsninger samt høje vækstrater på BRIK-markederne. Det har i kombination med vores målrettede strategiske tiltag også betydet, at vi har kunnet fastholde det nyvundne høje lønsomhedsniveau, som vi lagde grunden til i 2010, siger Niels B. Christiansen.

- Alt i alt står vi således godt rustet til 2012, der tegner mere usikkert, og hvor fokus, fleksibilitet og vores stærke portefølje af konkrete løsninger på klima- og energiudfordringerne bliver afgørende for at fastholde resultater på niveau med et stærkt 2011, tilføjer han.

Forventer nul-vækst i 2012
Danfoss venter dog at den finansielle uro og lave sigtbarhed, der karakteriserede slutningen af 2011 varer ved i 2012 med en højere grad af usikkerhed i forventningerne til følge. De traditionelt store markeder Europa og USA ventes fortsat at være negativt påvirket af gældskrise, svigtende tillid og forbrugertilbageholdenhed, mens vækstrater over gennemsnittet i BRIK-landene i nogen grad forventes at opveje effekterne heraf.

Samtidig forventes vedvarende stor efterspørgsel efter klima- og energiløsninger ligeledes at bidrage til at fastholde det høje omsætningsniveau fra 2011 til trods for den finansielle uro og frasalg gennemført i første halvdel af 2011.

Danfoss forventer samtidig samlet set at kunne bibeholde sit nyvundne lønsomhedsniveau som følge af de strategiske tilpasninger, som koncernen har gennemført siden 2010, og som også i 2012 fortsat vil have stor bevågenhed.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125