Trekløver overtager jysk smedevirksomhed
Med virkning fra den 5. oktober 2021 har Dennis Gundelund, Rasmus Miller og Morten Thorup overtaget Tønder-virksomheden Bovlund ApS.
Den tidligere ejerkreds af Bovlund, med direktør Hans Friis Hansen, i spidsen valgte at sælge virksomheden med henblik på at sikre en fortsat positiv udvikling i forhold til kunder og produkter.
- Siden vi kom til Bovlund ApS i 2014 har det på mange måder været en spændende rejse. Vi er nået langt og har skabt en sund virksomhed med et fornuftigt kundeunderlag. Samtidig må vi også forholde os til et øget behov for øget kundefokus og produktudvikling, og set i det lys har beslutningen om at lade yngre og kompetente kræfter komme til været den helt rigtige, siger Hans Friis Hansen i en pressemeddelelse.
De tre nye ejere besidder et bredt erfaringsgrundlag, der skal bidrage til at udvikle Bovlund i en endnu mere kunde- og produktorienteret retning, ligesom Dennis Gundelund, Rasmus Miller og Morten Thorup også personligt vil indgå i ledelsen og den daglige drift.
- Vi har alle tre altid haft et ønske om at drive selvstændig virksomhed, og dette er nu blevet muligt med overtagelsen af Bovlund ApS, hvor vi i fællesskab sigter efter at løfte virksomheden til det næste niveau, siger de tre nye ejere.
Bovlund, der tidligere var kendt under navnet Bovlund Plovfabrik, har rødder tilbage til 1883, hvor virksomheden startede som en almindelig smedje. Op gennem 1920erne og 1930erne kom plovproduktionen i centrum.
Senere kom grubbere og undergrundsløsnere til, og i 1990erne påbegyndtes produktionen af trækbomme samt udstyr til skovbrug og juletræsindustrien.
I dag udgør fremstillingen af standard- og kundetilpassede trækbomme samt diverse sliddele til jordbrugsindustrien hovedparten af virksomhedens aktiviteter.