Tårnproducent tilfreds trods lille overskud: Sådan er markedet
Svejserne har haft travlt hos producenten af vindmølletårne, Welcon ved Brande. Det seneste år har Welcon omsat for 740 mio. kr. Men trods den store omsætning, lander overskuddet efter skat på blot to mio. kr. Det viser det netop offentliggjorte regnskab. Selv om to mio. kr. ud af en omsætning på næsten trekvart milliard ikke er mange penge, så er medejer og direktør hos Welcon, Jens Risvig Pedersen, efter omstændighederne tilfreds.
- Vi er godt tilfredse med resultatet, når vi ser på det marked, som vi er i, siger han. Han medgiver dog, at det kunne være rart med et større overskud ud af så stor en omsætning.
Statsstøttet konkurrence fra Kina
For Welcon-direktøren er der en enkelt forklaring på, hvorfor det ikke er muligt for Welcon at lave et større overskud: Unfair konkurrence fra Kina. De to danske tårnproducenter Welcon og Valmont kæmper sammen for, at der lægges en straftold på vindmølletårne fra Kina, fordi Kina subsidierer stålproduktionen i landet.
- Vi vil gerne have konkurrence – men vil ikke af statstøttet konkurrence fra Kina, forklarer Jens Pedersen. EU har i forvejen lagt straftold på stål fra Kina. Men hvis stålet i Kina bliver valset og svejset sammen til et vindmølletårn, så er der ingen straftold på. Det giver i Jens Pedersens øjne ingen mening og det er en trussel for de europæiske producenter af vindmølletårne.
Vant til prispres
Jens Risvig Pedersen mener ikke, at det relativt lave overskud skyldes det ellers massive prispres i vindmølleindustrien, hvor prisen på vindmøller presses ned, for at få den lavest mulige pris på grøn strøm.
- Prispresset har været der i mange år, så det er vi vant til, forklarer Jens Pedersen, som dog advarer om, at prispressen kan blive så stort, at tårnproducenterne ikke råd til at investere og udvikle virksomheden.
mio. kr. | 2020/21 | 2019/20 |
---|---|---|
Nettoomsætning | 740 | 589 |
Resultat af primær drift | 6,6 | 5,1 |
Resultat før skat | 2,8 | 3,2 |
Årets resultat | 2,1 | 2,4 |
Balancesum | 338 | 300 |
Egenkapital | 55 | 83 |
Antal ansatte | 416 | 361 |
Regnskabsåret blev afsluttet 31. maj 2021. |