23948sdkhjf

JBI A/S investerer sig til vigtig ordre

Den fynske underleverandør har øget svejsekapaciteten med en ny robot og dermed sikret sig en ordre fra en stor landbrugsmaskineproducent.
Denne producent har ellers i stigende omfang forsøgt sig med at sende underleverancerne uden for Danmarks grænser for at holde priserne nede, men hos JBI A/S har man valgt at tage kampen op.

- Vi har arbejdet sammen med denne producent i flere år, og de lavede en forespørgsel på en større ordre. Vi lavede nogle beregninger og fik en treårig kontrakt, der gjorde, at vi turde investere i øget automation. Det er en kontrakt, der involverer 1.200-1.400 robotsvejsetimer om året, fortæller medejer af JBI A/S, Allan Jørgensen, der blandt andet vandt ordren foran tyske underleverandører.

Yderst velegnet til tynde plader
Det nyeste medlem af virksomhedens maskinpark blev installeret og taget i brug i februar.

- Det er en Motoman 1900-hularmsrobot, og vi har som de første i Danmark fået bygget CMT (cold metal transfer, red.) på den. CMT gør, at den er specielt velegnet til svejsning i de fleste materialer i tynde godstykkelser. Den er monteret på en køreskinne, som gør, at vi kan arbejde med to celler; en på 5,5 meter og en på 3 meter.

- Den kan tage emner med en diameter på 1.800 mm, og så har den en 5,5 meter manipulator, som kan køres ind til 2,5 meter og dermed gøre robotten meget fleksibel, tilføjer han.

Luft til eksperimenter og nye kunder
Med lidt ekstern konsulent-hjælp, og med velvillig assistance fra Motoman og Fronius, kører robotten nu upåklageligt, og denne store ordre er efterhånden også blevet sat på skinner.

- Vi har stort set kørt i treholdsskift fra starten for at hente et efterslæb, vi har haft fra ordreindgåelsen, men her til sommerferien går vi ned på et skift, og så bliver der hul til at eksperimentere med lidt nye emner i aluminium og sort jern, siger Allan Jørgensen, og tilføjer at investeringen i Motoman-robotten har givet et tiltrængt løft til den fynske underleverandørs svejsekapacitet:

- Vi har haft helt fyldt op på vores manuelle svejsning og har været nødt til at sige nej til ordrer. Men vi regner med, at robotten giver lidt luft, og vores største mål lige nu er at få den op på tre skift igen, siger han.

Har udvidet fabrikken
Samtidig med indkøbet af den nye robot har JBI A/S også været nødt til at se på fabriksfaciliteterne i byen Kværndrup på Midtfyn.

- Investeringen gjorde, at vi var nødt til at udvide vores produktion, så vi har taget en ekstra fabrikshal på 450 kvadratmeter i brug, så vi nu er oppe på i alt 2.200 kvadratmeter, beretter Allan Jørgensen.

- Den nye hal skal rumme vores varemodtagelse, som vi siden januar har haft i et lejet værksted på 250 kvadratmeter et andet sted her i byen, slutter han.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094