Stærk lærlingestart på 2022
Det gik kraftigt frem med antallet af nye lærlinge i årets første kvartal. Ifølge nye tal fra Børne- og Undervisningsministeriet steg tallet for indgåede uddannelsesaftaler således med hele 19,7 procent i forhold til året før.
- Det er ekstremt positivt i en tid, hvor vi mere end nogensinde har brug for at tiltrække flere til erhvervsuddannelserne. Samtidig så viser det, at virksomhederne over en bred kam tager ansvar for at uddanne den næste generation af faglærte, siger Tina Voldby, underdirektør i Tekniq Arbejdsgiverne, i en pressemeddelelse.
Industri har vendt udviklingen
Hun peger især på den positive udvikling indenfor en række industriuddannelser med tilknytning til Tekniq Arbejdsgivernes medlemsvirksomheder. Eksempelvis er antallet af indgåede uddannelsesaftaler på smedeuddannelsen steget med 46,6 procent og på industriteknikeruddannelsen med hele 84 procent.
- Det glæder mig efter et 2021, hvor industriområdet havde svært ved at følge med udviklingen i eksempelvis installationsbranchen. Samtidig er det en understregning af den fremgang, man har oplevet i dansk erhvervsliv, siger Tina Voldby, og understreger:
- Det er vigtigt, at vi nu fastholder indsatsen for at rekruttere flere kloge hænder og hoveder til erhvervsuddannelserne – trods den usikkerhed, vi kigger ind i netop nu, når det gælder dansk økonomi. For vi får brug for de faglærte – ikke mindst når de mange grønne ambitioner skal realiseres de kommende år.