23948sdkhjf

Tilbagegang hos Sauer-Danfoss

Efter en række forrygende kvartaler med kraftig vækst er hydraulik-koncernen nu tvunget til at nedjustere forventningerne til 2012.
Omsætningen i andet kvartal faldt med 8 procent sammenlignet med andet kvartal 2011 og endte dermed på 518,8 mio. dollars (3,1 mia. kr.). Omsætningsfaldet skyldes en tilbagegang på 10 procent i Europa og 26 procent i Asien og Stillehavsregionen, mens salget i Nord- og Sydamerika steg med 12 procent.

- Resultaterne for andet kvartal afspejler det aftagende globale marked for vores produkter. Omsætningen i Nord- og Sydamerika viser fortsat vækst, men med en mindre stigning i forhold til seneste kvartal. Omsætningen i Europa er nu under niveauet for et år siden. Det væsentlige fald i salget i Asien og Stillehavsregionen kan sammenlignes med det fald, vi berettede om i seneste kvartalsmeddelelse, idet vi også nu sammenholder med et meget stort salg i Kina for et år siden, inden der skete en dramatisk afmatning på markederne i andet halvår, siger CEO Sven Ruder.

Uændret ordreindgang
Virksomheden rapporterede en nettofortjeneste på 56,4 mio. dollars (340,0 mio. kr.) i andet kvartal 2012, sammenlignet med 74,9 mio. dollars (451,5 mio. kr.) året før.

- Set i lyset af faldet i omsætningen er jeg tilfreds med vores indtjening. Vi har været i stand til at holde vores bruttoresultat på niveau med sidste år, hvilket har medført, at vi stadig har et højt driftsoverskud. Dette kan vores medarbejdere tage æren for, idet de har været hurtige til at tilpasse omkostningerne til det aftagende salg. Vi fortsætter med at investere i Asien og Stillehavsregionen for på sigt at kunne efterkomme efterspørgslen i regionen, også selvom forretningerne går lidt langsomt lige nu, siger Sven Ruder.

I andet kvartal 2012 modtog virksomheden nye ordrer til en værdi af 494,3 mio. dollars, hvilket svarer til en stigning på 2 procent. Ved udgangen af kvartalet var den samlede ordrebeholdning på 887,2 mio. dollars.

Nedjusterer forventninger
Omsætningstilbagegangen i andet kvartal får nu Sauer Danfoss til at sænke forventningerne til resten af 2012. Omsætningen forventes nu at lande 5-10 procent under 2011-niveauet, hvor man tidligere forventede en stigning på 0-10 procent. Samtidig nedjusteres forventningerne til indtjeningen fra 4,0-5,0 dollars pr. aktie til 3,50,4,25 dollars pr. aktie.

- Eftersom markederne aftager, både i Europa og i Asien og Stillehavsregionen, og væksten er mindre i Nord- og Sydamerika, er vores forventninger til hele året nu lavere end for et kvartal siden. Hertil kommer, at svækkelsen af euroen også har indflydelse på vores omsætning, svarende til ca. 4 procentpoint af det forventede fald i omsætningen, forklarer Sven Ruder, og slutter:

- Vi arbejder hårdt på at opretholde vores dækningsgrader i takt med, at salget aftager. Vi skærer også ned på de faste omkostninger, hvor det giver mening, men fortsætter med at investere i Kina og i nye produktudviklinger.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078