FOM Technologies opjusterer forventninger efter vigtig ordre
Tirsdag annoncerede FOM Technologies, at virksomheden er blevet udvalgt til at levere slot-die-coating udstyr til endnu en Fortune 500-kunde (USA’s største virksomheder, red.). Aftalen kommer efter en række tidligere udmeldte ordrer fra batteri- og solenergi-relaterede kunder.
Det er stigende global efterspørgsel på forskningsudstyr til solenergi- og batteri-industrierne, der driver væksten hos FOM Technologies, og ifølge virksomheden selv er interessen for deres slot-die-teknologi støt stigende.
CEO Michael Stadi fortæller, at kunden ønsker at være anonym for bedst at kunne beskytte sin forskning og udvikling, men oplyser, at kunden arbejder med materialeforskning indenfor tech-segmentet. Dermed åbner FOM Technologies op for en ny klasse af kunder.
- Vores teknologi øger støt sin relevans i en række globale højteknologiske industrier. Vi har nu i alt 10 Fortune 500-kunder, som alle er frontløbere inden for deres felt. Der foregår et bogstaveligt talt livsvigtigt kapløb mod at levere løsninger på verdens største problemer inden for sundhed, energi og klima, og der bliver holdt godt på hemmelighederne hos disse virksomheder. Derfor kan vi ikke nævne kundens navn, men blot i stilhed og stolthed notere os, at dansk teknologi gør sig gældende på verdensscenen, siger han.
Markant opjustering
På baggrund af denne ordre og virksomhedens overordnede pipeline opjusterer FOM Technologies forventningerne til både 2022 og 2023.
Omsætningen ventes at lande på 40-43 millioner kroner mod tidligere 33-36 millioner kroner. I 2023 forventes nu en omsætning på 45-50 millioner kroner mod tidligere 36-40 millioner kroner.
Forventningerne til ebitda fastholdes dog på 1-3 millioner kroner i 2022 og 2-4 millioner kroner i 2023, men det skyldes, at FOM Technologies forventer at styrke organisationen til at kunne håndtere en forventet stigende efterspørgsel samt fortsat at investere i innovation og produktudvikling.
- “Underpromise - Overdeliver” er et ufravigeligt mantra, der deles af hele teamet bag FOM Technologies, som samles bag en ambition om at tage det næste naturlige skridt fra vækstbørs til en Small Cap-notering næste år. Vores teknologi er blevet udvalgt af endnu en global mastodont. Støtten fra mere end 3.500 private investorer har gjort det muligt for os at etablere en kundeliste, der tæller mange af verdens mest anerkendte virksomheder og forskningsinstitutioner, men vi vil også gerne have de helt store institutionelle investorer med på vores rejse på sigt. Derfor arbejder vi fortsat på at modne vores organisation til at gå på hovedmarkedet i 2023 og for alvor at lyse op på radaren hos institutionelle investorer i fremtiden, konkluderer bestyrelsesformand Andreas Nielsen.