23948sdkhjf

Erhvervsskoler har succes med at indgå uddannelsesaftaler tidligt

Erhvervsuddannelserne lykkes med at indgå tidlige uddannelsesaftaler mellem lærlinge og virksomheder. Dermed opfylder over halvdelen af uddannelserne målsætningen, som var en del af trepartsaftalen fra 2020. 

Inden 80 procent af eleverne på erhvervsuddannelserne har overstået deres andet grundforløb, skal de have fundet en læreplads.

Sådan lød et af målene i regeringen og arbejdsmarkedets trepartsaftale, der blev indgået i 2020. Nu viser tal, at over halvdelen af erhvervsuddannelserne lykkes med det. 

Det oplyser Danske Erhvervsskoler og - Gymnasier.

Det er 59 procent af erhvervsuddannelserne, der i det første halvår har opnået målsætningen. viser tallene fra Børne- og Undervisningsministeriet. Derudover er de resterende 25 procent af uddannelserne tæt på at opfylde målet.

– Der er lavet et kæmpe stykke arbejde ude på skolerne for at omstille hele måden, som man samarbejder med virksomhederne på i forhold til tidspunktet, hvor man indgår uddannelsesaftaler. De her tal er et rigtig positivt udtryk for, at det går rigtig godt med at indgå uddannelsesaftaler tidligt i elevernes uddannelsesforløb. Når det så er sagt, skal vi selvfølgelig i mål på alle uddannelser. Derfor er det godt at se de gode takter på tværs af uddannelserne, siger Ole Heinager, formand for Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier – Lederne.

Giver ro

Trepartsaftalen blev til for i det hele taget at sikre, at flere får en kompetencegivende uddannelse. Samtidig var målet at sikre eleverne et mere sammenhængende uddannelsesforløb.

Det betyder noget for eleverne, ifølge formanden for Danske Erhvervsskoler og - Gymnasier.

– Mange flere elever oplever nu at stå med en uddannelsesaftale tidligt i deres uddannelsesforløb, hvilket giver dem tryghed og ro. Det er enormt vigtigt, at eleverne oplever en god sammenhæng i deres uddannelse, både når de er på skole, og når de skal ud i lære i en virksomhed. Derfor er det godt at se, at initiativerne i trepartsaftalen kommer ud og leve, så de kan gøre en forskel for eleverne, siger Kasper Palm formand for Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier, Bestyrelserne.

I første halvår af 2022 blev der indgået 27.691 nye uddannelsesaftaler. Det er det højeste antal nogensinde i de første seks måneder af et år, oplyser Danske Erhvervsskoler og - Gymnasier.  Der er afsat 119 mio. kr. til decideret at opnå målet om uddannelsesaftaler tidligt. Udover målet med de tidlige uddannelsesaftaler er det bl.a. en del af aftalen, at erhvervsuddannelserne er forpligtede til at finde lærepladser til de elever, der ikke kan finde selv.

Om trepartsaftalen 

Aftalen blev indgået mellem regeringen og arbejdsmarkedets parter i 2020

Aftalen skal sikre, at flere får en kompetencegivende uddannelse, at eleverne får et trygt og sammenhængende uddannelsesforløb, og at vi får flere faglærte

Aftalen blev indgået med 500 mio. kr. som finansiering til initiativerne

Der er syv hovedinitiativer i aftalen: Elever skal ikke stå alene med ansvaret for at finde en læreplads, tidligere lærepladsaftaler, færre korte lærepladsaftaler, mere fleksible erhvervsuddannelser, flere unge voksne på erhvervsuddannelserne, forhøjet lønrefusion til virksomheder med lærlinge

Kilde: Børne- og Undervisningsministeriet

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.122