23948sdkhjf

Ældre bearbejdningscenter forvandles til hybridcenter

Forsknings- og udviklingscentret DAMRC kører et nyt forsøg med integration af en svejser i en ældre fræsemaskine

Hybridmaskiner bliver stadig mere udbredt, men for mange kan det være en stor investering at kaste sig ud i den allernyeste teknologi, og det er måske heller ikke altid, investeringen står mål med opgaven.

Det er baggrunden for et nyt projekt hos DAMRC, som er støttet af Industriens Fond og Herning kommune. Her vil man integrere en MIG/MAG-svejser i en ældre fræsemaskine.

- Vi vil afprøve, hvad man egentlig kan, hvis man retrofitter, altså bygger ældre maskiner om. Det er nemt at købe fra øverste hylde, hvor man kan få fantastisk, men også voldsomt dyr teknologi set i dansk SMV-perspektiv, fortæller Klaus Bonde Ørskov, der er CEO hos DAMRC.

- Vi har prøvet at vende det hele på hovedet med en maskine fra 2002. Hvad nu hvis vi forsøger at bygge den om, så den kan lave en ”grov” version af det, man kan med den nye teknologi. Så vi har bygget et svejseapparat ind i den, så vi kan svejse med maskinens akser, og på sigt kan vi veksle UR-svejse-armen til bearbejdningsværktøj. Så kan vi lave en simpel version af hybrid-bearbejdning til en maskine, der samlet set vil have en pris på cirka en kvart million, fortsætter han.

Klar til at gå fra 3 til 5 akser

Projektet er det, som DAMRC betegner som et inkubator-projekt, hvor man har brugt godt 600 arbejdstimer på at teste, om det overhovedet kan lade sig gøre.

I første omgang har forsøget været koncentreret om 3-akset bearbejdning, men næste fase er et accelerator-projekt, hvor man kommer til at bruge i omegnen af 2.000 timer på at modne teknologien.

- Der kommer vi til at kigge ind i den 5-aksede produktion. Vi troede faktisk, at det ville blive voldsomt svært at få svejst noget op, der kunne bruges. Det har vist sig ikke at være helt så svært, som vi regnede med, da vi har haft et godt samarbejde med to af vores medlemmer-Esprit Nordic og Edeco. Til gengæld troede vi at det var næsten som at klø sig i nakken at gå fra 3 til 5 akser. Det er det ikke. Vi har været ude og snakke med eksperter i Spanien, Norge, Canada, Tyrkiet og England om, hvordan man gør det her, udtaler Klaus Bonde Ørskov, og fortsætter:

- Når man begynder at snakke 5 akser, er det at lave programmeringen og få brudt sin geometri op i svejsebaner i bearbejdningsmaskinen noget mere kompliceret. Der er faktisk kun få mennesker i verden, der ved noget om det. Byggeprocessen og den subtraktive proces er ikke bare hinandens modsætninger. De fungerer faktisk på forskellige præmisser. Hvis vi beder om at fjerne 1 mm i fræse-processen, så får vi fjernet præcis 1 mm, men hvis vi beder om at få svejset 1 mm på, får vi ikke præcis 1 mm, men måske kun 8/10 mm.

Vil inspirere virksomheder til at se muligheder

Klaus Bonde Ørskov forventer dog, at udfordringerne med den 5-aksede bearbejdning også bliver knækket i det kommende projekt, og at man dermed får en brugbar løsning. Den håber han så, at industrien vil gøre brug af.

- Målet med projektet er at vise, at det kan lade sig gøre, og vi håber, at vi kan inspirere nogen til at tage nogle af de her tanker til sig. Der er ingen tvivl om, at når vi taler grøn omstilling, produktivitet og ressourcetilgang i fremtiden, er det at kunne tænke i alle mulige produktionsformer vigtigt. Hybrid i alle afskygninger - 3D-print og bearbejdning – skal spille meget mere sammen, siger han.

DAMRC-direktøren er dog ikke i tvivl om, at der er et potentiale for retrofit af ældre maskiner, som sagtens kan få nyt liv.

- Det er et spørgsmål om, hvad man har brug for. Vi havde brug for at vise, at man kan gøre noget low cost, for der står mange maskiner, som måske ikke bliver brugt i dag, men der er stadig strøm på. Men fordi man har fået en ny maskine, bruger man dem ikke så meget. Så repræsenterer de måske ikke den store økonomiske værdi, men i forhold til både bæredygtighed og også det økonomiske perspektiv giver det faktisk rigtig god mening, at man kan give dem nyt liv, slutter Klaus Bonde Ørskov.

Vi havde brug for at vise, at man kan gøre noget low cost, for der står mange maskiner, som måske ikke bliver brugt i dag, men der er stadig strøm på Klaus Bonde Ørskov, CEO, DAMRC
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109