Ukrainsk Danfoss-chef tror ikke på at krigen slutter i 2023
Da russerne gik ind i Ukraine for et år siden, satte Danfoss sine aktiviteter i landet på pause. Et par uger efter invasionen blev koncernens lager i Kyiv ramt af et russisk missil.
Allerede i slutningen af april valgte Danfoss dog at genstarte sin forretning i Ukraine, og selv om det har været udfordrende på mange måder er Danfoss’ chef i Ukraine, Andriy Berestyan, tilfreds med at man har kunnet holde aktiviteterne i gang. Det skriver Børsen.
Cirka 90 medarbejdere er tilknyttet det ukrainske selskab, og af dem arbejder cirka 70 stadig i landet. 20 er flyttet til Danfoss-selskaber i andre lande, og fire medarbejdere er nu en del af hæren.
Andriy Berestyan fortæller, at Danfoss’ omsætning i Ukraine blev halveret sidste år. Den danske koncern leverer en del komponenter til reparationer efter russernes bombardementer af den ukrainske energisektor, men ellers bliver der ikke sat de store ting i gang i landet, mens der stadig er krig.
- Vi kan kun spekulere på, hvornår krigen er forbi. Men jeg tror, at også 2023 bliver et år, hvor vi må leve med krigen. Vi har planer – blandt andet om etablering af et nyt Danfoss-lager – og de kan trækkes frem, så snart det er muligt, siger Andriy Berestyan til Børsen.
Originalartikler: https://borsen.dk/nyheder/virksomheder/70-danfoss-ansatte-er-klar-til-genopbygning?b_source=seneste-nyt&b_medium=row_1&b_campaign=list_49