23948sdkhjf

Organisationer anbefaler medlemmer at stemme ja til overenskomst

Søndag blev Dansk Industri og CO-industri enige om en ny overenskomst for 230.000 ansatte i industrien.

De største medlemsorganisationer anbefaler deres medlemmer at stemme ja til overenskomsten. Det står klart, efter de respektive hovedbestyrelser har behandlet forslaget.

Hos det største forbund, 3F Industri, der har cirka 98.000 medlemmer, var overenskomsten på programmet hos gruppebestyrelsen mandag.

- Jeg er stolt af, at vi har taget ansvar, og at det er lykkedes os at forhandle en toårig aftale hjem, som vi kan anbefale vores medlemmer at stemme ja til. Det har været historisk svært denne gang. Derfor betyder det også ekstra meget, at det er et godt resultat og jeg glæder mig over, at Gruppebestyrelsen er enig med mig, siger formand for 3F Industri, Mads Andersen, i en pressemeddelelse.

Han fremhæver stigningen i mindstelønnen på 9 kroner, og at arbejdsgivernes pensionsbidrag øges med 2 procent, mens medarbejdernes reduceres med det samme beløb. Derudover stiger fritvalgskontoen også med 2 procent. Yderligere lønforhøjelser skal forhandles hjem lokalt, hvor Mads Andersen mener, at tillidsrepræsentanternes muligheder er styrket.

Derudover understreger han, at overenskomsten er toårig, hvilket betyder, at man skal til forhandlingsbordet et år før det normalt er kutyme - altså allerede i 2025.

Hos Dansk Metal, der organiserer cirka 85.000 medlemmer, anbefaler hovedbestyrelsen ligeledes et ja til overenskomsten.

- De ansatte i industrien kan se frem til at få markant mere i lønposen med den nye toårige overenskomstaftale. Det forventes, at lønmodtagerne inden for få år indhenter det, de har mistet ved den høje inflation. Det er historisk, at det er lykkedes at få forhandlet så meget hjem fra de centrale forhandlinger på en minimallønsoverenskomst, lyder det i en pressemeddelelse fra Dansk Metal.

Hos Dansk Metal fremhæver man også forbedringerne af fritvalgskontoen og pensionsordningerne og fagforbundet forventer at det bliver muligt at genoprettet medlemmernes realløn i løbet af få år.

Derudover udråber man overenskomsten som en styrkelse af den danske model.

- Tillidsrepræsentanterne får bedre muligheder og flere rettigheder for at organisere, og det styrker den danske model. Vores tillidsrepræsentanter får samtidig udvidet værktøjskassen, når de skal forhandle den endelige løn hjem lokalt. Det betyder, at vi har en klar forventning om, at den tilbageholdenhed, vi har set de seneste år med den lokale løndannelse på virksomhederne, nu bliver stoppet, skriver Dansk Metal.

Aftalen skal godkendes af medlemmerne af både CO-industri og Dansk Industri, før den træder i kraft.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.08