Produktudvikling sikrer fremdrift hos SabetoFlex
Lanceringen af en ny ventilationshætte med lyddæmper er gået over al forventning. Salget har rundet 4.000 enheder og er netop blevet godkendt i Sverige og Norge.
- Det er ikke ligefrem kommet som et chok for os, men vi havde ikke ventet, at afsætningen ville være så stor. Vi kan konstatere, at hætten opfylder et behov hos ventilationsgrossisterne og deres montører, og det behov bliver større de kommende år, siger direktør Per Poulsen, og fortsætter:
- Det er selvfølgelig en del af succesen, at hætten kan bruges til ventilationsanlæg i de nye 2020-boliger. Den blev testet på Institut for Byggeri & Anlæg på Aalborg Universitet og overholder alle krav til lyd- og luftmængde. Vi har samtidig lagt vægt på, at selve monteringen af hætten skulle være så brugervenlig som overhovedet muligt. Det har gjort, at der stort set ikke bliver lavet fejlbestillinger. Alle fagfolk kan arbejde med hætten uden forhåndskendskab, og det gør en forskel. Vi er faktisk ved at lave en større model, da vi har fået forespørgsler på en udgave til brug i store villaer og boligkomplekser. Den er i øvrigt snart klar afslører han.
For SabetoFlex, som i disse år er begyndt at kigge mere og mere uden for Danmarks grænser, er der endnu en gulerod, da ventilationshætten allerede er godkendt til salg i Norge og Sverige.
- Nogle gange flasker tingene sig bare. I Sverige er der meget skrappe krav til brandsikkerheden, og i Norge er der strenge krav vedrørende belastningen af sne. Begge krav er opfyldt, så vi er i gang med at forberede en større salgsturné. Man skal smede, mens jernet er varmt, slutter Per Poulsen.