23948sdkhjf

BSB Industry udvider

Den sydjyske underleverandør er i gang med at bygge en ekstra hal til virksomhedens fabrik i Polen.
Lige nu er BSB Industry i gang med at opføre en ekstra hal på 2.000 kvadratmeter ved virksomhedens fabrik i Polen. Hvis alt går efter planen, regner salgschef Thomas Rindom Nielsen med, at den står klar til brug den 1. februar.

- Vores fabrik i Polen laver det samme, som vi gør i Danmark – dvs. stålkonstruktioner og svejste emner, primært til vindmøllebranchen. Den ekstra plads vil vi bruge til at fokusere endnu mere på nogle af vores eksisterende produkter. Det bliver derfor især svejsning, men nok også noget laserskæring og cnc-bearbejning, der skal foregå dernede, siger han til Metal Supply.

Bliver i Danmark
I første omgang er det ikke planen, at der skal sendes yderligere danske opgaver til Polen. I dag er det hovedsageligt de opgaver med mange arbejdstimer i, der sendes til den polske fabrik, mens virksomhedens fabrik i Lunderskov tager sig af hasteopgaverne samt produktion af transport- og løfteudstyr.

- Vi er dog klar til at flytte noget af den danske produktion til Polen, hvis kunderne bliver ved med at presse priserne, men vi vil gerne fastholde produktion i Danmark, og vi føler også, at vi har et ansvar for lokalområdet, siger Thomas Rindom Nielsen, og fortsætter.

- Udvidelsen i Polen skal dog også tilskrives, at vi oplever en stigende interesse fra lokale kunder. Vi diskuterer derfor allerede, om vi skal bygge en tredje hal dernede, for vi har allerede jorden, men det er jo stadig hårde tider, så vi ser nok tiden lidt an.

Blandt sydjyske vækstvirksomheder
BSB Industry er inde i en forrygende økonomisk udvikling, og derfor var Lunderskov-virksomheden også blandt de fem nominerede, da revisionskoncernen Ernst & Young for nylig uddelte vækstprisen Entrepreneur Of The Year i Syd- og Sønderjylland.

Prisen gives til en virksomhed, der har formået at generere økonomisk vækst og samtidig har bevaret fokus på de mere bløde værdier som fx samfundsmæssigt engagement og evne til at inspirere og engagere organisationen.

BSB Industry måtte dog se sig slået i Syd- og Sønderjylland, hvor olieleverandøren Monjasa blev kåret som regional vinder.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078