Vestas stopper påsætning af V112-vinger
En dødsulykke i Tyskland betyder, at Vestas foreløbig har suspenderet påsætningen af vinger på koncernens V112-vindmøller.
- Vi har suspenderet tilsvarende aktiviteter, som ulykken involverer, altså at løfte vingen op til rotoren med en speciel type maskine, siger Michael Zarin, pressetalsmand fra Vestas, ifølge EPN til Ritzau Finans.
Alle øvrige aktiviteter omkring rejsningen af V112-vindmøller fortsætter dog uforandret på trods af ulykken.
Vestas oplyser på sin hjemmeside, at man udover egne undersøgelser på ulykkesstedet også har kontaktet eksterne konsulenter med henblik på at få lavet en uvildig undersøgelse.