Tilbagegang hos Sauer-Danfoss
Hydraulik-koncernen mærker fortsat afmatningen i den globale økonomi.
Virksomheden rapporterede en nettofortjeneste på 19,9 mio. dollars (111,0 mio. kr.) sammenlignet med 27,4 mio. dollars (152,9 mio. kr.) i fjerde kvartal 2011.
- Resultaterne for fjerde kvartal afspejler fortsat både det aftagende salg på de globale markeder og den reduktion af lagre, som mange af vores kunder foretager. Vores omsætning falder på grund af de svage markeder, men jeg er meget tilfreds med, at vores driftsoverskud er steget. Vi har været i stand til at forbedre vores driftsoverskudsgrad med to hele procentpoint på trods af svage markeder og faldende salg. Dette afspejler en stærk styring af omkostningsniveauet i hele organisationen og vores evne til at tilpasse produktionen til udsvingene i efterspørgslen, siger Eric Alström, president & chief executive officer.
Faldende ordrebog
I fjerde kvartal 2012 modtog Sauer-Danfoss nye ordrer til en værdi af 378,1 mio. dollars (2,1 mia. kr.). Det er et fald på 17 procent i forhold til fjerde kvartal 2011. Ved udgangen af kvartalet var den samlede ordrebeholdning på 837,0 mio. dollars (4,7 mia. kr.), svarende til et fald på 11 procent i forhold til samme periode i 2011
I hele 2012 omsatte Sauer-Danfoss for 1,916 mia. dollars (10,7 mia. kr.), hvilket er et fald på 7 procent sammenlignet med 2011. Nettofortjenesten for hele 2012 var på 181,8 mio. dollars (1,0 mia. kr.) mod 229,9 mio. dollars (1,3 mia. kr.) i 2011
- Mange af vores kunder forventer en moderat vækst i salget for det kommende år. Der er dog stadig væsentlige usikkerheder i den globale økonomi. Hertil kommer, at vores kunder fortsætter med at nedbringe deres lagre, især i Nordamerika og Kina. Dette kan lægge en dæmper på vores omsætning, i hvert fald i den første halvdel af året. Vi forventer derfor, at omsætning og indtjening kommer til at ligge på niveau med 2012, siger Eric Alström om forventningerne til 2013.
Derfor forventer Sauer-Danfoss en omsætning, der ligger mellem -3 procent og +7 procent i forhold til niveauet i 2012.